Kollektiv trafikplan

Trafikplanen er som udgangspunkt bygget op om et ensartet serviceniveau og et ønske om at binde kommunen bedre sammen.

Dette gøres med mere direkte ruter mellem de store byer, Flexbusser i mindre byer og muligheden for at komme på tværs af kommunen ved brug af Flextur. Trafikplanen indeholder forslag til nye linjeføringer på regional- og lokalruter samt en omlægning af bybusnettet i Randers by.

I foråret 2019 var trafikplanens principper, herunder nye linjeføringer og betjeningsomfang i og udenfor Randers by, i offentlig høring. Midttrafik og Randers Kommune modtog i alt 158 høringssvar i forbindelse med høringen. Høringssvarene gav anledning til mindre justeringer på ruterne. I juni 2019 blev den kollektive trafikplan vedtaget i Byrådet.

I perioden 20. december 2019 til den 22. januar 2020 har de nye køreplaner været i offentlig høring. Midttrafik og Randers Kommune modtog i alt 412 høringssvar, hvoraf ca. 100 var på ruter udenfor Randers Kommune. Høringssvarene gav anledning til forslag om mindre justeringer i udformningen af de endelige køreplaner.

Planen er udarbejdet af Udvikling, Miljø og Teknikforvaltningen i samarbejde med Midttrafik og godkendt endeligt i byrådet den 27. april 2020.