Sikring mod stormflod
Klimabroen er en væsentlig del af det fremtidige Klimabånd, der skal beskytte Randers by mod oversvømmelse ved stormflod.
Randers by ligger i bunden af et bakket landskab lige ned til Gudenåen og Randers Fjord. Beliggenheden betyder, at der er risiko for oversvømmelser i lavtliggende dele af byen. Oversvømmelser kan forårsages af både stormflod og skybrud - og en kombination.
- Ved stormflod stiger vandstanden i Kattegat og presses ind gennem Randers Fjord, hvor det får vandstanden til at stige.
- Ved skybrud falder store mængder regn så hurtigt, at kloaksystemet ikke kan følge med, og vand samler sig på terræn i lavtliggende områder, f.eks. i midtbyen.
- Hvis det regner kraftigt, samtidig med at vandstanden står højt i Randers Fjord, er det særligt svært at få regnvandet væk fra byen, og det kan forværre oversvømmelserne.
Med Klimabåndet bliver der etableret en sammenhængende højvandsbeskyttelse af Randers midtby både nord og syd for fjorden. Klimabåndet skal nord for fjorden løbe fra Klimabroen i øst til Justesens Plæne i vest, og syd for fjorden fra Klimabroen til Storkeengen i vest.
Læs mere om Klimabåndet og den fremtidige højvandsbeskyttelse af Randers by.
Se videoen: Klimabroen og beskyttelse mod stormflod
Sådan beskytter Klimabroen mod stormflod
Først og fremmest er Klimabroen som en del af Klimabåndet med til at sikre Randers midtby mod oversvømmelser ved stormflod. Klimabroen etableres på en dæmning på tværs af det nordlige havnebassin. Dæmningen holder vandstanden lav inde i havnebassinet under en stormflod. Uden dæmningen ville det være nødvendigt med en højvandsmur hele vejen rundt langs kajkanten, hvilket ville bremse adgangen til vandet.
Samtidig er dæmningen også en løsning på problemet med at håndtere regnvand fra byen, mens vandstanden står højt i Randers Fjord. Hvis det regner kraftigt, mens der er forhøjet vandstand, kan regnvandet løbe ud i havnebassinet, fordi dæmningen gør, at vandstanden i havnebassinet ikke stiger under stormflod. Når vandstanden falder efter stormflod, åbnes slusen.