Nedslidte boliger og støtte til frivillig nedrivning
Du kan henvende dig om forfaldne boliger. Randers Kommunes nedrivningspulje giver nemlig mulighed for støtte til nedrivning af skæmmende og nedslidte boliger beliggende i mindre byer eller i landområder.
Nedslidte og forfaldne boliger påvirker negativt oplevelsen af en landsby eller et boligområde. I nogle tilfælde er boligerne herreløse huse, som er nedrivningsegnede. Du kan henvende dig til kommunen, hvis du har kendskab til en nedslidt bolig eller et herreløst hus.
Randers Kommune har mulighed for at give økonomisk støtte til nedrivning. Randers kommune støtter som udgangspunkt kun nedrivning af nedslidte og forfaldne boliger, når der er en væsentlig almen nytte af nedrivningen. Det er Randers Kommune, som vurderer, hvorvidt en bolig kan opnå støtte til nedrivning.
Prioritering af støtte til nedrivning
Randers Kommunes byråd har besluttet, at der i perioden i 2021-2024 skal ske en forstærket indsats for bedre boligkvalitet, frivillige nedrivninger samt indretning af grønne friarealer i en række udvalgte byer. Byerne er Helstrup, Øster Velling, Værum, Hørning, Gassum og Råby, Hald og Råsted.
Det betyder, at frivillige nedrivninger i disse byer prioriteres før nedrivninger i andre byer eller i landområder
Sådan anmelder du en forfalden bolig
Hvis du vil henvende dig til kommunen om en forfalden bolig eller anmode om økonomisk støtte til at nedrive en forfalden bolig, skal det ske via anmodningsportalen.
Kriterier for udpegning
- Boligen skal være skæmmende og ligge synligt placeret. F.eks. ligge langs en hovedfærdselsåre, centralt i bybilledet eller være synlig fra offentlig vej.
- Boligen skal fremstå skæmmende for naboer.
- Ligger boligen i det åbne land, skal den fremstå nedslidt, forringe oplevelsen af landskabet og tiltrække utilsigtet opmærksomhed for forbipasserende.
Krav som skal være opfyldt
For at der kan gives støtte til frivillig nedrivning af en bygning, skal følgende forhold være opfyldt:
- Boligen skal ligge i det åbne land eller i en by med under 4.000 indbyggere
- Boligen skal være fra før 1960, og det skal vurderes økonomisk uhensigtsmæssigt at istandsætte i forhold til bygningens værdi og restlevetid.
- Der gives kun tilskud til nedrivning af staldbygninger, tilbygninger og lader i forbindelse med nedrivning af bygninger til beboelsesformål.
- Det er ejerens ansvar, at grunden bagefter vedligeholdes, så den ikke igen bliver til gene for naboer og forbipasserende.
Følgende forhold giver ikke mulighed for støtte:
- Der kan ikke søges om frivillig nedrivning af fritids -og sommerhuse.
- Der gives ikke tilskud til frivillige nedrivning af bygninger, hvor nedrivningen sker med henblik på samtidigt nybyggeri
- Der gives som udgangspunkt ikke tilsagn om støtte til frivillig nedrivning af bevaringsværdige bygninger med en bevaringsværdi på 1-4 eller fredede bygninger. Du kan på dette kort se, om din bygning er bevaringsværdig.
Øvrige forhold omkring nedrivning af forfaldne bygninger
- Grøn nedrivning: Når der gives tilsagn om støtte til frivillig nedrivning, stilles der krav om miljøscreening og ressourcekortlægning. Det er kommunen der finansierer udgifterne til miljøscreening og ressourcekortlægningen.
- Opkøb med henblik på nedrivning: Kommunen har mulighed for at opkøbe ejendomme med henblik på nedrivning. Opkøb kan ske som frihandel eller på tvangsauktioner.
- Indretning af friarealer: Når der er sket nedrivning med kommunal støtte, er der mulighed for kommunal finansiering til reetablering af arealet og indretning af et offentligt friareal. Friarealet kan f.eks. være en bypark, der giver borgere bedre grønne arealer.
- Fremtidig anvendelse af arealer efter frivillig nedrivning: Når der gives støtte til frivillige nedrivninger, er det muligt at tinglyse en deklaration på ejendommen om fx, at arealet ikke må bebygges eller at støttebeløbet skal tilbagebetales, hvis ejendommen sælges med profit inden for en fastsat årrække.