Ungdommens Gudenå

Du kan udforske Gudenåens fortællinger og nyde udsigten ved vandkanten sammen med vennerne.

På strækningen langs Gudenå mellem den Blå Bro og Randers Naturcenter kan du opleve Ungdommens Gudenå. Her formidles forholdet mellem mennesket og naturen gennem tiden via QR-koder, der giver adgang til spændende fortællinger om naturen og kulturhistorien med mobiltelefonen langs Danmarks eneste flod. Fortællingerne er alle formidlet i et ungdommeligt sprog.

Langs stien kan du tage med Tidsrejsen på opdagelse igennem Randers' historie helt fra landets fødsel og til fremtiden. Du kan møde alt fra insekter med FOMO til dræbergopler eller blive klogere på dengang, Gudenåen var en stor skraldespand.

Der er udsigt til vandet og opsat bænke, som eleverne fra Randers Ungdomsskoles erhvervshold har bygget. Formålet er at skabe et anderledes, hyggeligt og spændende mødested i den bynære natur og øge interessen for lokale natur- og friluftsoplevelser i Randers.

"Vi vil gerne gøre det mere hipt at opleve naturen og give en god oplevelse til unge mennesker, samtidig med at vi formidler naturhistorien. Derfor har vi i forbindelse med udviklingen af formidlingsprojektet Tidsrejsen skabt Ungdommens Gudenå. Men alle, uanset alder, er naturligvis velkommen til at benytte den nye sti," siger Rasmus Hansen, der er skov- og landskabsingeniør i Randers Kommune.

Ungdommens Gudenå bliver etableret i samarbejde med Randers Naturcenter, Museum Østjylland, Randers Ungdomsskole og med støtte fra Nordea-fonden. Første etape er de 13 opsatte QR-koder. De 13 fortællinger, der er skabt i samarbejde mellem naturcentret og museet.

Ungdommens Gudenå