Månedalen og Vorup Grusgrav
Turlængde: 1-4 km
Startkoordinater i Google Maps: 56.441735, 10.026236 eller 56.439340, 10.023009
En ny stiforbindelse har skabt en mere trafiksikker forbindelse mellem Månedalen og grusgraven øst for Tebbestrupvej. Hermed er der sammenhæng mellem to af bydelens største naturområder, Månedalen og Vorup Grusgrav, som tilsammen byder på 26,5 hektar til rekreative formål.
Det er et partnerskab mellem Vorup Tømmerhandel og Byggemarked, Team Bertelsen og Randers Kommune, som står bag projekt Vorup Grusgrav Friluftsområde, der har til formål at skabe nye muligheder for aktiviteter i grusgraven.
Fokus er på foreninger og brugergrupper, som vil være aktive og medvirke til at skabe friluftsliv. For nylig har partnerskabet i samarbejde med MTB Randers etableret knap 4 kilometer nye mountainbike spor af forskellig sværhedsgrad. MTB-sporet blev indviet ved en event den 25. april. Ud over hvad partnerskabet har lagt af økonomi i projekterne i 2016, så har MTB Randers bidraget med frivilligtimer og midler tildelt fra Friluftsrådet.
En større sammenhæng
Grusgraven er privat ejendom, men offentlig tilgængelig. Ud over de regler der gælder for adgang i naturen, skal der her vises hensyn, da grusgravens bund og sider bruges af mountainbikere og firehjulstrækkere til såvel træning som konkurrencer.
Partnerskabsaftalen omfatter hele den grønne kile, der adskiller beboelse og industri syd for Svendborgvej i Vorup. Området strækker sig fra Tebbestrupvej i vest til Bøsbrovej i øst. Den vestligste adgang til naturområdet findes pt. på Svendborgvej ved enden af Odensevej. Så bydelen har nu et sammenhængende grønt område, der strækker sig fra engene syd for Gudenå via skovområdet Månedalen og Vorup Grusgrav til Bøsbrovej.