Randers Kommune sætter fokus på medarbejdernes sundhed og trivsel
Wall-sit challenges, kortspilstræning, strækøvelser – eller hvad med et walk’n’talk-møde? Uge 41 er Arbejdspladsernes Motionsuge, og i år deltager medarbejderne i Randers Kommunes.
Uge 41 står i motionens tegn. For medarbejderne i Randers Kommune betyder det, at der ugen igennem lægges op til at indlægge små daglige pauser med plads til bevægelse og øvelser for kroppen.
Ronja Jøker Jørgensen, der arbejder som sundhedskonsulent og koordinator for fysisk aktivitet i Randers Kommune, har stået for at tilrettelægge ugens program. Hun håber, at Randers Kommunes deltagelse i Arbejdspladsernes Motionsuge vil vise sig at være en øjenåbnende og positiv oplevelse med afsmittende effekt på medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde.
”Vi ved, at aktive pauser har en positiv effekt på flere parametre: Man bliver mere frisk og årvågen. Kroppen vågner, og hjernen begynder at tænke på, hvad sker der nu? Man bliver desuden mere produktiv og laver færre fejl,” siger Ronja Jøker Jørgensen og fortsætter: ”Derudover betyder det ofte en bedre social forståelse og forbedret trivsel”.
Helt konkret ved man, at produktiviteten øges med 6%, sygefraværet nedsættes med op til 29%, arbejdsevnen øges og, bedst af alt, så øger motion i arbejdstiden vitaliteten og det sociale klima med hele 83%.
”Hvis arbejdspladsen får indført en smule bevægelse hver dag resten af året også, vil medarbejderne forebygge og mindske muskel-skelet-smerter og dermed mindske sygefraværet på lange bane,” siger Ronja Jøker Jørgensen.
Tilrettelagt til alle typer arbejde
Randers Kommune afholder motionsugen parallelt med mange andre arbejdspladser rundt i hele landet, men har tilrettelagt et særligt program for kommunens medarbejdere. Hver dag modtager alle medarbejdere en mail med et fokusområde for dagen, som er tilpasset henholdsvis dem, der har et stillesiddende arbejde og dem, der har et gående/stående arbejde. Programmet ligger derudover fast med en daglig wall-sit challenge og online motion i arbejdstiden. Der er selvfølgelig lagt op til, at hver afdeling tilpasser motionsugen efter afdelingens egne rytme og hverdag.
Som et supplement kan man booke Ronja Jøker Jørgensen til – ganske gratis - at komme ud på afdelingen og lave 10-15 minutters bevægelse i arbejdstiden.
Bevægelse øger trivslen
I Affald & Genbrug er motionsugen en kærkommen mulighed for at sætte ekstra fokus på medarbejdernes sundhed og indføre lidt ekstra bevægelse i løbet af ugen.
”Vi kan simpelthen mærke, at det giver os mere energi, når vi får bevæget os. Og vi får mindre ondt,” siger Sarah Grouleff, der arbejder som administrativ medarbejder i Affald & Genbrug. Sarah Grouleff er desuden uddannet sundhedsambassadør af Sundhedshøjskolen (Randers Sundhedscenter), og hun sørger for, at der året rundt er bevægelse og kollegemotion i kalenderen.
”Nogle gange er det bare 5 minutter, andre gange er det 15 minutter. Det tager cirka samme tid som at lave og drikke en kop kaffe. Og vi finder på alt muligt forskelligt. Det kan være strækøvelser, øvelser med elastik eller – som i dag – aktivitetsbanko”.
For Sarah Grouleff er daglig kollegamotion en uundværlig del af hverdagen. Selv i travle periode, hvor det er fristende at skippe den daglige bevægelse, mærker hun vigtigheden af at prioritere det – fordi det simpelthen mærkes ekstra sundt i disse perioder og desuden har betydning for koncentrationsevnen.
Styrker fællesskabet
For Ronja Jøker Jørgensen handler kollegamotion om meget mere end idræt og øvelser. Og det er dét, motionsugen gerne skal bidrage til, at langt flere af Randers Kommunes medarbejdere vil opleve.
”At være aktive sammen har ikke kun betydning for kroppen, men også for det mentale velbefindende, da fysisk aktivitet udløser endorfiner. Det handler desuden om sammenhold og fællesskab, for når vi dyrker motion og tager mentale pauser på arbejdspladsen, rykker vi tættere sammen og får styrket relationen til vores kollegaer,” siger Ronja Jøker Jørgensen.
Arbejdspladsernes Motionsuge er en national og årligt tilbagevendende begivenhed, som altid ligger i uge 41. Det er Dansk Firmaidræt, som står bag initiativet på landsplan. Det er selvfølgelig frivilligt at deltage.