Mange lever med skjult sygdom

Inkontinens er et stort problem for mange mennesker, især ældre. Helle Skøtt har dedikeret sit arbejdsliv til at hjælpe personer med vandladningsproblemer, og hun kan ikke forestille sig et andet job.

Da Helle Skøtt blev uddannet sygeplejerske for mere end 30 år siden, var hun helt sikker på, at hun skulle arbejde i hjemmeplejen. Som nyuddannet fik hun derfor et job ved hjemmeplejen i den daværende Nørhald Kommune. Her arbejdede hun blandt andet med flere borgere, der havde inkontinens, og det blev startskuddet til en karriere med fokus på, hvordan man kan hjælpe personer med ufrivillig vandladning.

"Jeg synes, at det er et rigtig spændende område. Især at hjælpe med at flytte folk fra at acceptere, at man har inkontinens til at indse, at det er noget, som vi kan gøre noget ved, selvom vi kommer op i en vis alder. Det handler om at forbedre den enkeltes hverdag og livskvalitet eller i sidste ende finde ud af, hvilke hjælpemidler, der kan være gavnlige i hverdagen," siger Helle Skøtt, kontinenssygeplejerske.

Flere opsøger hjælp

Helle Skøtt er en del af kontinensklinikken, der åbnede i 2012 som en af de første i landet. Her er det flere forskellige aldersgrupper, der kommer, men typisk kvinder, som lige har født, personer der er kommet i overgangsalderen, og personer fra 70 år og opefter. Men i og med, at der bliver flere og flere ældre, så kan Helle Skøtt også mærke, at de ældre fylder mere og mere.

"Alle kan ringe og aftale en tid, og det benytter flere og flere sig af. Folk er blevet bedre til at komme i god tid. De har fundet ud af, at man ikke skal finde sig i, at man er utæt. Inkontinens har en stor indvirkning på vores psykiske og sociale liv, så det er rigtig glædeligt, at flere og flere ønsker at gøre noget ved det," siger Helle Skøtt.

Når personer opsøger klinikken, gennemgår de en basal udredning. Kvinder kommer tit i et forløb ved en fysioterapeut, hvor de får trænet deres bækkenbund, mens mænd ofte kommer på grund af prostata problemer og løbende bliver fulgt.

"Vi har mulighed for at lave alle mulige undersøgelser. Nu kan vi hurtigere hjælpe flere i gang med en løsning, så de for eksempel undgår en operation eller at få et kateter. Og kan vi ikke hjælpe dem her, kan vi hjælpe med at blive viderehenvist til specialiserede tilbud," siger Helle Skøtt.

Tæt samarbejde med ældrecentre

Kontinensklinikken har blandt andet et tæt samarbejde med ældrecentrene i kommunen. Her kommer de ud og underviser plejepersonalet.

"Vi underviser blandt andet i, hvad inkontinens er, hvilke tegn man skal se efter, og hvilke muligheder der findes, som kan være behjælpelige. Generelt er det et område, som der er skal være meget fokus på i kommunen, og det er rigtig vigtigt, da inkontinens kan have store konsekvenser både fysisk og socialt," siger Helle Skøtt og fortsætter:

"For eksempel vil de fleste ældre kvinder på et eller andet tidspunkt blive mærket af inkontinens, og hvis det bliver opdaget tidsnok, kan vi nå at hjælpe dem. Det hjælper ikke noget, at man går og putter med det, fordi så kan det blive så slemt, at vi kan have svært ved at hjælpe."

Seneste nyheder

Nyheder