Livshistorien som navigation

De fleste af os oplever livsglæde ved at være med til at gøre en forskel. Og ligeledes føler vi os som mennesker værdifulde, når nogen ser os, for hvem vi virkelig er.

Når man lever med demenssygdom, er de mentale ressourcer svækkede, og man ofte afhængig af at modtage pleje og omsorg fra pårørende og fagpersonale. Men en demenssygdom er ikke lig med, at man ikke længere kan bidrage positivt til omverdenen og ej heller, at ens plads i verden mindskes, bare fordi man er afhængig af andres hjælp. Det handler blot om at blive set og grebet - og at blive guidet i retning af lige nøjagtig dét, der vækker genklang og reminiscens.

For Tina, der arbejder som Social- og Sundhedshjælper i Landsbyen Møllevang, er det en naturlig del af hverdagen at tage udgangspunkt i det enkelte menneske og inkorporere beboernes livshistorier i en stor del af sit faglige arbejde. Både når det kommer til den fundamentale pleje; måltider, bad, påklædning osv., men især også i forhold til at udfylde dagligdagen med meningsfyldt og relevant indhold.

Alle beboerne i Landsbyen Møllevang har hver deres egen enestående livshistorie med sig, når de flytter ind. De kommer med et langt levet liv i bagagen - et arbejdsliv, personlige interesser og unikke oplevelser, som har været med til at forme dem.

Demens går ofte ud over sproget, og mange af beboerne kan således ikke længere sætte ord på deres behov og ressourcer. Men ved at tage udgangspunkt i hver beboers interessefelt og levede liv, kan man lettere finde frem til netop dét, der vækker genkendelse hos den enkelte. Og så kommunikerer man pludselig sammen på en måde, der er til at forstå.

Et eksempel på dette er Landsbyen Møllevangs flittigt brugte frisørsalon, som ligger på plejecentrets torv, og som varetages af plejepersonalet. Særligt de kvindelige beboere sætter pris på salonen.

”Mange er ikke så glade for at komme i bad, men vil derimod gerne på besøg i frisørsalonen. På den måde sikrer jeg, at de får vasket deres hår, og samtidig oplever de at få en dejlig tur i frisørsalon – præcis som de så mange gange har været ved frisør hele livet, og som de forbinder med noget positivt”, forklarer Tina.

Der er uendeligt mange situationer som denne, hvor personalets faglighed virkelig kommer i spil. For at arbejde med mennesker – og i særdeleshed arbejde med mennesker med demens – handler om at kunne navigere i en hverdag, hvor ikke to dage er ens, og hvor det talte sprog ikke nødvendigvis er fyldestgørende. Brugen af kropssprog og sang er gennemgående, ligesom plejepersonalet hele tiden skal kunne observere, analysere og tænke kreativt for at skabe en opløftende hverdag.

I Landsbyen Møllevang er der masser af gode eksempler på, hvordan man har formået at arbejde beboernes livshistorie ind i de aktiviteter, der udgør dagligdagen.

Bjarne, som er en af de mere ressourcestærke beboere, kører med sækkevogn rundt til flere af sine medbeboeres hjem og henter skrald. Ligeledes henter han pap i Landsbyen Møllevangs sundhedsklinik og sørger for, at det bliver kørt ud i containerne. På den måde skaber Bjarne stor glæde omkring sig og hjælper både sine naboer, sundhedsklinikken og miljøet med en vigtig opgave.

En kvindelig beboer, der livet igennem har passet hus, vil rigtig gerne sætte ting i opvaskemaskinen efter frokost. Personalet gør maskinen klar, og beboeren fylder den op. En anden beboer, som var tidligere tysklærer, hygger sig med at rette tyskstile for nogle af plejepersonalets børn. Og Poul har hele livet været glad for at gå i haven, så med kost og rive har han fundet mening i at gå i Landsbyen Møllevangs have og hjælpe til med havearbejdet.

”For mig er det vigtigt, at borgerne føler sig set og føler, at de gør en forskel. Og den glæde jeg ser i borgernes øjne, når de er tilpasse og har det godt, den er alt arbejdet værd”, siger Tina.

Trods demens er der således ingen tvivl om, at beboerne i Landsbyen Møllevang selv er med til at skabe betydningsfuld beskæftigelse i det liv, de lever. Og at de har en vigtig rolle at spille, selvom de måske ikke lige ved det. For Tina er det i hvert fald netop de mange positive oplevelser med beboerne, der gør hendes arbejde meningsfuldt.

”Nogle af beboerne har dårlig samvittighed over, at de ikke kan klare sig selv. Men jeg plejer at sige til dem, at hvis ikke de havde haft brug for min hjælp, så havde jeg jo været arbejdsløs. Og ”arbejdsløshed er jo roden til alt ondt”, som man siger. Så griner vi sammen af det”, forklarer Tina og fortsætter ”Jeg får desuden altid tifoldigt tilbage af det, jeg giver. Borgerne her er så kærlige og så omsorgsfulde, og dét at være med til at skabe en meningsfuld dagligdag for beboerne og se glæden i deres øjne, dét er det bedste ved mit arbejde”.

Demens er en betegnelse for sygdom i hjernen, der svækker mentale færdigheder såsom hukommelsen, sproget, dømmekraften, orienteringen, men som også kan betyde væsentlige forandringer i personlighed og adfærd. I Danmark lever omkring 96.000 mennesker med demens, og der konstateres ca. 8.500 nye tilfælde af demenssygdom hvert år. Demens kommer i mange forskellige udgaver og grader, og det kræver derfor en helt særlig føling for det enkelte menneskes situation og grad af demens for at kunne yde den bedste støtte og omsorg for den enkelte. 

Landsbyen Møllevang er et af Randers Kommunes tre specialcentre, som beskæftiger sig med borgere med demens. På Landsbyen Møllevang er udgangspunktet derfor, at beboernes hjerner ikke helt fungerer optimalt længere. Men med den rette personcentrerede indsats og støtte, kan livet for beboerne med demens sagtens være lige så meningsfyldt og fantastisk, som for alle andre.