Find fællesskaber og sociale tilbud på Socialkompas Randers
Er du på udkig efter nye måder at engagere dig i fællesskaber eller finde støtte? Så kig forbi Socialkompas Randers, din nye digitale guide til lokale aktiviteter, hjælp og sociale tilbud.
Socialkompas Randers er en hjemmeside, hvor du kan finde de fællesskaber, aktiviteter og rådgivningstilbud, der er relevante for dig og din familie. Der er både lokale tilbud i Randers og online tilbud. Socialkompas Randers er et samarbejde mellem Randers Kommune og Frivilligværket Randers.
Hvordan kan Socialkompas Randers være nyttigt for dig?
Som borger: Uanset om du leder efter sociale aktiviteter, støtteordninger eller gratis online tilbud, giver Randers Socialkompas et klart overblik. Mulighederne er mange og spænder fra lokale foreninger og støttegrupper til landsdækkende online ressourcer og kommunale tilbud – der er noget for alle, der søger fællesskab eller støtte.
Som forening: Brug Socialkompas Randes til at synliggøre foreningens tilbud og få flere medlemmer og flere med i jeres fællesskab. Tilmeld jer på hjemmesiden og kom nemt og hurtigt i gang. Har du brug for hjælp? Så står Frivilligværket Randers klar.
Hvordan kommer du i gang?
Besøg Socialkompas Randers for at udforske de mange muligheder. Her kan du søge efter fællesskaber, der passer til dine interesser og behov, og få information om hvordan du kan deltage eller få støtte.
Er du en senior, forælder til et barn med særlige behov, ung med ønsker om nye aktiviteter eller søger du blot et fællesskab, så er Socialkompas Randers din adgang til relevante tilbud i Randers kommune.