Børneidræt samler idræt og bevægelse for de mindste
Børneidræt Randers skal bidrage til at fremme børns kropslige forudsætninger og motoriske færdigheder.
Forældre kender den rumlende uro i maven, når de små skal ud på egen hånd og tumle blandt andre. Falder de? Slår de sig? Hvordan går det med de andre børn?
Med Børneidræt Randers skal fundamentet for at fremme børnenes kropslige færdigheder styrkes gennem en række indsatser på flere niveauer.
"Erfaringer viser, at vejen til at få voksne gjort aktive allerede banes i børneårene. Derfor er det vigtigt at fokusere på børneindsatser, der opbygger en alsidig bevægelseserfaring, så vi også på den lange bane får mange aktive borgere. Vores politiske ambition er at give børnene de bedste forudsætninger for at udvikle bevægelsesglæde. Dette vil blive styrket med Børneidræt Randers," siger Louise Høeg, formand for sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.
De konkrete indsatser i Børneidræt Randers kan bestå af kompetenceudvikling af fagprofessionelle i dagtilbud og på skoleområdet, tilbud om kurser til børnetrænere, foreningsudvikling med fokus på det gode børnemiljø og Inspiration til forældre om hvordan de understøtter barnets motoriske udvikling.
"Tidlige og alsidige bevægelseserfaringer betyder, at forudsætningerne for at udvikle gode kropslige og motoriske færdigheder er gode. Det betyder for eksempel. at det enkelte barn, både nu og senere i livet, har lettere ved at indgå i sociale sammenhænge. Det fremmer trivslen og læring generelt," siger Jesper Jakobsen, projektleder i Bevæg Dig for Livet Randers.
I det store forskningsprojekt; Danmark i bevægelse, har SDU også konkluderet, at de personer, som har alsidige bevægelseserfaringer, er dem, der er mest aktive senere i livet.
Det første arrangement under Børneidræt Randers afholdes tirsdag 14. maj 2024. Her sættes der fokus på 'Den gode børnetræner'. Danmarks Idrætsforbund (DIF) kommer og holder oplæg om de nyest forskningsbaserede metoder og deltagerne får konkrete værktøjer til at skabe et balanceret idrætsmiljø, der både understøtter personlig udvikling og sunde konkurrence-elementer. Derudover bliver der tid til vidensdeling og diskussion.
Interesserede kan gratis tilmelde sig på hjemmesiden randers.dk/boerneidraet.