Børn og ældre mødes til sang og leg

Generationerne mødes to gange om måneden på Tirsdalen Plejecenter. Her kommer børn fra Børnehaven Tirsdalen nemlig forbi til en hyggelig stund med leg, bevægelse og samvær på tværs af aldre.

Glæden og lysene i øjnene er ikke til at tage fejl af. Det er en ganske særlig dag, når caféen i Tirsdalens Plejecenter fyldes med børn, der er klar til at synge sange med beboerne. Omdrejningspunktet i festlighederne er en såkaldt ”magisk kuffert”, som bl.a. indeholder en faldskærm, forskellige sange, rasleæg og tørklæder. Plejecentret og børnehaven har hver sin kuffert, og de skiftes til at bestemme, hvilket af kuffertens indhold, der skal bruges, når de mødes hver anden uge.

"Vi ligger ud med at sætte os i en rundkreds, og kufferten placeres midt på gulvet. Børnene trommer på den, og i fællesskab siger vi et rim eller en remse for at få den til at åbne, og vi kan give os i kast med de forskellige sange," siger Anette Bøstrup, plejehjemsassistent på Tirsdalen Plejecenter og fortsætter:

"Vi starter altid med en goddag-sang og en farvel-sang, og så er sangen: Jeg ved en lærkerede næsten også altid med, fordi den bringer minder frem for mange af beboerne."

Glæder både store og små

Både børn og ældre har navneskilte på, og arrangementet varer typisk omkring en halv time. Efterfølgende spiser børnene frokost på plejecentret, inden de tager hjem igen. Og besøget fra børnene betyder meget for beboerne.

"Mange af beboerne vil gerne være med. Om morgenen inden børene kommer, ligger vi sedler på bordet, så beboerne ved, at de kommer, og de glæder sig rigtig meget," siger Dorte Hvid Nielsen, plejehjemsassistent på Tirsdalen Plejecenter.

Besøget er også højt prioriteret i Børnehaven Tirsdalen. Omkring 10-12 børn er med ad gangen, og de samme børn kommer med tre til fire gange, før et nyt hold af børn kommer forbi.

"Børnene glæder sig rigtig meget hver gang. Udover, at de har det sjovt, mens de er der, får de også indblik i ting, som de ellers ikke vil få. De ser nogle af beboernes hjælpemidler som en kørestol med joystick og er generelt nysgerrige på de ældre," siger Jane Rasmussen, pædagogmedhjælper i Børnehaven Tirsdalen.

Skal øge livsglæde i alle aldre

Tiltaget kom i stand efter, at ledelsen på både Plejecenter Tirsdalen og Børnehaven Tirsdalen blev gjort opmærksomme på konceptet: Leg på Plejehjem med Børnehaver. I fællesskab gennemgik personale fra børnehave og plejecenter et kursus for blandt andet at få hjælp til, hvordan de gennem musik, leg og bevægelse kan bringe generationer sammen og øge livsglæden i alle aldre.

Seneste nyheder

Nyheder