Forskrift for udeservering
Randers kommune har vedtaget ny forskrift for udeservering for at komme evt. konflikter i møde når der gives mulighed for sen udeservering i nogle områder.
Støj fra udeserveringen er en del af virksomhedens støj og bliver reguleret med påbud efter miljøbeskyttelsesloven. Kommunen kan meddele påbud, hvis Kommunen konstaterer, at en virksomhed støjer væsentligt og vedvarende over miljøstyrelsens vejledende støjgrænser.
I forbindelse med vedtagelse af nyt regulativ for midtbyen er der åbnet op for, at der i dele af Randers nu tillades udeservering efter kl. 22.
Forvaltningen vurderer derfor at der er behov for en forskrift. Hensigten med forskriften er at fastlægge et sæt spilleregler, som ikke er for restriktive i forhold til restaurationerne, men som skal sikre, at nabobeboelser ikke belastes for meget med støj fra udeserveringsarealet. Se forskriftens ordlyd i boksen til højre.
Forskriften for udeservering gælder på såvel private som offentlige arealer i tilknytning til en restauration.
Formål og administration
Formålet med denne forskrift er at begrænse støjgener i forbindelse med udeservering ved restaurationer i Randers Kommune.
Lovgrundlaget for forskriften er Miljøbeskyttelsesloven og § 18 i Miljøministeriets bekendtgørelse om regulering af visse aktiviteter.
Forskriften administreres af Randers Kommune, Udvikling Teknik & Miljø. Vedtaget af Miljø- og teknikudvalget maj 2021.
Gyldighedsområde
Forskriften gælder for restaurationer etableret i Randers Kommune såvel før som efter forskriftens ikrafttrædelse.
Randers Kommune kan bestemme, at forskriften, helt eller delvist, ikke gælder for restaurationer med særlig beliggenhed, f.eks. en restauration, der ligger flere hundrede meter fra de nærmeste nabobeboelser, og hvor håndhævelse af forskriften eller dele heraf derfor ikke er relevant.
Forskriften gælder for udeservering på såvel offentlige som privat ejede arealer.
Forskriften gælder ikke for udeserveringsarealer i forbindelse med enkeltstående arrangementer.
Definitioner
I denne forskrift forstås ved:
Restaurationer
Spise- og danserestauranter, værtshuse, cafeteriaer, pizzeriaer, grillbarer, diskoteker, kaffebarer, internetcaféer og lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder, endvidere erhvervsmæssigt drevne forsamlingshuse og lignende.
Udeservering
Salg og servering af spise- og drikkevarer på et udendørs areal som er godkendt hertil.
Offentlige arealer
Arealer som reguleres efter ordensbekendtgørelsen (Politiet), f.eks. de opholdsarealer, som en restauration råder over, og som er lejet af kommunen.
Private arealer
Virksomhedsområde (dvs. områder tilhørende restaurant, spillested, mv.)
Udeserveringsarealer i forbindelse med enkeltstående arrangementer
Arealer der ikke er i umiddelbar tilknytning til en permanent restauration og som kun lejlighedsvis benyttes til udendørs arrangementer. Så som Justesens plæne, diverse pladser, eller private arealer.
Stk. 2. Randers Kommune fastlægger i tvivlstilfælde fortolkningen af ovennævnte definitioner.
Indretning og drift
Udeserveringen må foregå i tidsrummet kl. 10.00-22.00.
Inden for Centerringen må udeservering dog foregå i tidsrummet 10.00-24.00 og i Storegade også i tidsrummet 10.00-02.00 i weekender og i nætter op til helligdage. For detaljer vedr. midtbyen se regulativ for midtbyen.
Oprydning skal være gennemført senest 15 minutter herefter og må ikke give anledning til øget støj.
Der må ikke være musik i udeserveringsområdet der bidrage med væsentlig støj ved nærmeste nabo i dagtimerne og der må ikke være musik i udeserveringsområdet der bidrage med væsentlig støj ved nærmeste nabo der overstiger 45 dB(A) målt udendøres efter kl. 18.00 og 40 dB(A) efter kl. 22.00. I tvivlstilfælde skal virksomheden dokumenterer at støjgrænser i Miljøstyrelsens vejledning "Ekstern støj fra virksomheder" overholdes.
I forbindelse det faste udeserverings arealer må der ikke spilles levende musik udendørs efter kl. 22. Døre og vinduer til lokaler hvor der spilles musik skal holdes lukket. Personale og gæster må ikke optræde unødigt højlydt.
Dispensation
Randers Kommune kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i forskriften, f.eks. ved Randers ugen og lignende.
Dispensation kan kun gives efter forudgående ansøgning. Ansøgning indsendes senest 4 uger før arrangement start.
Randers Kommune kan fastsætte vilkår for en dispensation.
Påbud og forbud
Forskriften hindrer ikke, at Randers Kommune kan udstede krav om yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger end angivet i forskriften.
Afgørelser og klager
Efter reglerne i Miljøministeriets bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter kan afgørelser efter denne forskrift ikke påklages til anden administrativ myndighed.
I henhold til Miljøbeskyttelsesloven § 101 kan afgørelser truffet efter denne forskrift prøves ved domstolene. Søgsmålet skal være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
Med bøde kan straffes den, der undlader at følge bestemmelserne om indretning og drift.
Denne forskrift træder i kraft den 1. juni 2021.