Valgmuligheder til tandpleje

Dit barn kan modtage gratis tandpleje på de kommunale tandklinikker fra fødslen og indtil 22-års fødselsdagen. Unge født i 2003 eller tidligere, får gratis tandpleje, indtil de fylder 18 år.

Tilbud om tandpleje i en anden kommune

Du kan vælge at modtage tandpleje i en anden kommune, hvis den pågældende kommune har kapacitet til det. Kontakt den pågældende kommune og spørg dem.

Randers kommunale tandpleje har i øjeblikket ikke kapacitet til at modtage børn og unge fra andre kommuner.

Tilbud om tandpleje hos en privatpraktiserende tandlæge

Du kan frit vælge mellem tandpleje i Randers kommunale tandpleje eller hos en privatpraktiserende tandlæge. Valget mellem Randers kommunale tandpleje og privatpraktiserende tandlæge kaldes frit valgs ordning. Tandplejetilbuddet er det samme, uanset hvad du vælger.

For at kunne vælge tandpleje hos privatpraktiserende tandlæge skal dit barn være tilmeldt folkeregistret i Randers kommune. Hvis du ønsker at benytte dig af frit valgs ordningen, er det vigtigt, at du kontakter Randers kommunale tandpleje, inden der foretages undersøgelser og behandlinger hos den privatpraktiserende tandlæge. Randers kommunale tandpleje skal først indgå en aftale med den privatpraktiserende tandlæge. Uden en aftale kan vi ikke give økonomisk tilskud.

Hvis du er 0-15 år og ønsker tandpleje hos en privatpraktiserende tandlæge

Du kan frit vælge, om dit barn under 16 år skal have tandpleje i Randers kommunale tandpleje eller hos privatpraktiserende tandlæge. Det kaldes frit valgs ordning. Tandplejetilbuddet er det samme, uanset hvad du vælger.

Hvis du ønsker at benytte dig af frit valgs ordningen, er det vigtigt, at du kontakter Randers kommunale tandpleje, inden dit barn bliver undersøgt eller modtager behandling hos en privatpraktiserende tandlæge. Randers kommunale tandpleje skal først indgå en aftale med den privatpraktiserende tandlæge. Uden en aftale kan vi ikke give økonomisk tilskud.

Egenbetaling på 35 %

Du kan få kommunalt tilskud på 65 % af udgiften til tandpleje, hvis du vælger en privatpraktiserende tandlæge til dit barn. De sidste 35 % skal du selv betale. Dette gælder for børn i alderen 0-15 år. Når dit barn fylder 16 år, kan du få kommunalt tilskud på 100 %.

Egenbetaling for særligt kostbare behandlinger

Der kan være en egenbetaling for særligt kostbare behandlinger som for eksempel plastfyldninger, fjernelse af visdomstænder, bidskinne og tandregulering (bøjlebehandling), når du vælger en privatpraktiserende tandlæge. Randers Kommune har beregnet egne priser på særligt kostbare behandlinger og yder tilskud på baggrund af disse beløb. Det vil sige, at hvis der er forskel på Randers kommunes og den privatpraktiserende tandlæges behandlingspris, skal du selv betale differencen. Du finder listen over tilskudspriser for særligt kostbare behandlinger længere nede på denne side under overskriften "Randers kommunes tilskudspriser".

Dit valg gælder det samlede tandplejetilbud

Hvis du vælger, at dit barn skal modtage tandpleje på hos en privatpraktiserende tandlæge, skal du være opmærksom på, at dit valg gælder det samlede tandplejetilbud. Det vil sige, at alle undersøgelser og behandlinger, inklusive bøjlebehandling, skal foretages hos den privatpraktiserende tandlæge og eventuelt hos en privatpraktiserende specialtandlæge (bøjletandlæge).

Påbegyndte behandlinger skal færdiggøres inden der kan ske udskrivning fra Randers kommunale tandpleje.

Det er først muligt at skifte tandplejetilbud igen, efter 1 år.

Hvis du er 16-22 år og ønsker tandpleje hos privatpraktiserende tandlæge

Hvis du ønsker at benytte dig af frit valgs ordningen, er det vigtigt, at du kontakter Randers kommunale tandpleje, inden du bliver undersøgt eller modtager behandling hos en privatpraktiserende tandlæge. Randers kommune skal først indgå en aftale med den privatpraktiserende tandlæge. Uden en aftale kan vi ikke give økonomisk tilskud.

Egenbetaling for særligt kostbare behandlinger

Når du fylder 16 år, og indtil den dag du fylder 22 år, kan du få kommunalt tilskud på 100% af udgiften til tandpleje på hos en privatpraktiserende tandlæge. Der kan dog være en egenbetaling for særligt kostbare behandlinger som for eksempel plastfyldning, fjernelse af visdomstand, bidskinne og tandregulering (bøjlebehandling). Randers Kommune har beregnet egne priser på særligt kostbare behandlinger og yder tilskud på baggrund af disse beløb. Det vil sige, at hvis der er forskel på Randers kommunes og den privatpraktiserende tandlæges behandlingspris, skal du selv betale differencen. Du finder listen over tilskudspriser for særligt kostbare behandlinger længere nede på denne side under overskriften "Randers kommunes tilskudspriser".

Dit valg gælder det samlede tandplejetilbud

Hvis du vælger at modtage tandpleje hos en privatpraktiserende tandlæge, skal du være opmærksom på, at dit valg gælder det samlede tandplejetilbud. Det vil sige, at alle undersøgelser og behandlinger, inklusive bøjlebehandling, skal foretages hos den privatpraktiserende tandlæge og eventuelt hos en privat specialtandlæge (bøjletandlæge).

Påbegyndte behandlinger skal færdiggøres inden der kan ske udskrivning fra Randers kommunale tandpleje.

Det er først muligt at skifte tandplejetilbud igen, efter 1 år.

Randers kommunes tilskudspriser

Randers Kommune har beregnet egne priser på særligt kostbare behandlinger og yder tilskud på baggrund af disse beløb. Det vil sige, at hvis der er forskel på kommunens og den private tandlæges behandlingspris, skal du selv betale differencen.

Se listen over særligt kostbare behandlinger og Randers kommunes tilskudspris herunder. Priserne er gældende fra 1. juni 2024 og opdateres en gang om året.

Referencepriser pr. 1. juni 2024

Ydelse

Kommunal referencepris (inkl. moms)

Forhåndsgodkendelse

Tandreguleringsbehandling

Individuelt beregnet

Ja

Plastfyldning i lille kindtand på to flader

720 kr.

Nej

Plastfyldning i stor kindtand på to flader

934 kr.

Nej

Plastfyldning i lille kindtand på tre eller flere flader

1.041 kr.

Nej

Plastfyldning i stor kindtand på tre eller flere flader

1.255 kr.

Nej

Flerfladet plast på fortand

1.469 kr.

Nej

Blød bidskinne (Hård/blød - blød - Q-skinne)

1.148 kr.

Ja

Hård bidskinne (RFS)

2.638 kr.

Ja

Operativ fjernelse af visdomstand

2.699 kr.

Ja