Sammenhængen mellem alkoholindtag og selvvurderet helbred
Speciale af Gitte Madsen
Alkohol er en del af de flestes liv. Et højt indtag kan dog have alvorlige konsekvenser for helbredet, og derfor er alkoholforbrug blevet omdrejningspunktet for mange studier. I dette speciale sættes der fokus på, hvordan niveau af alkoholindtag hænger sammen med selvvurderet fysisk og mentalt helbred hos 30-49-årige danskere.
De fleste kender dét at tage et glas vin til middagen eller en øl til en hyggelig lejlighed. Faktisk drikker danskere over 14 år i gennemsnit 9,4 liter ren alkohol om året, ifølge Sundhedsstyrelsen.
Og alkoholforbrug er ikke uvæsentligt at snakke om. Flere studier har nemlig vist en tydelig sammenhæng mellem et for højt alkoholforbrug og sygdomme såsom kræft og hjerte-kar-sygdomme. Derimod viser forskningen også, at et mindre alkoholforbrug blandt andet kan mindske risikoen for blodprop i hjernen.
Alkohol kan derfor være en synder for sundheden, hvis der kommer for meget indenbords. Men hvordan påvirker vores alkoholforbrug den måde, hvorpå vi vurderer vores eget fysiske og psykiske helbred? Det er omdrejningspunktet for dette speciale.