Gå med lydbog eller podcast i ørene
Du kan gøre din gåtur mere spændende, hvis du lytter til en god lydbog eller interessant podcast.
På Randers Biblioteks hjemmeside kan du gratis låne lydbøger i mange forskellige genrer som biografier, krimier, og kærlighedsromaner.
Du kan også lytte til den prisvindende podcastserie "Åsteder", der kommer rundt langs Gudenåen og gør dig klogere på historien. Serien har 11 afsnit, og i afsnit ti kan du høre om jernbanesabotagen i Langå under anden verdenskrig. I det sidste afsnit kommer du med arkivar Tina Knudsen Jensen fra Randers Stadsarkiv på vandring over holme og småøer ved Gudenåen i Randers, lige inden den løber ud i Randers Fjord. Du kan finde podcasten i din podcast-app, eReolen eller oplevgudenaa.dk.
Hvis du går tur med podcast, lydbøger eller musik i ørene, så husk at passe på i trafikken og se dig godt for.