14 Kvalitetsstandard for Specialundervisning for voksne

(Lov om specialundervisning for voksne §1) Vedtaget af byrådet den 9. december 2019.

Hvordan læser jeg denne kvalitetsstandard?

På de første sider i kvalitetsstandarden kan du læse om, hvad formålet med støtten er, hvem der er i målgruppen, og hvad støtten kan bestå af. På den måde kan du danne dig et foreløbigt overblik over hvilke støttemuligheder, vi kan samarbejde med dig omkring. Dernæst kan du læse om, hvordan du kan søge om støtte, hvordan vi behandler din henvendelse, og hvordan vi sammen med dig følger op på støtten. Til sidst kan du finde lovgrundlaget for kvalitetsstandarden.

Når du har læst kvalitetsstandarden, står du måske tilbage med nogle spørgsmål, som du ikke kan finde svar på i kvalitetsstandarden. Disse spørgsmål kan du stille til en sagsbehandler i Myndighed Handicap, Myndighed Psykiatri og/eller Myndighed Socialt Udsatte, som vil hjælpe dig med at besvare dine spørgsmål og forstå indholdet af kvalitetsstandarden.

Hvad er formålet med en kvalitetsstandard?

Kvalitetsstandarden er et supplement til den gældende lovgivning og Ankestyrelsens praksis, og en måde at forventningsafstemme med dig om graden af den støtte, som vi kan tilbyde dig. Kvalitetsstandarden beskriver kommunens serviceniveau, det vil sige, hvad der vil være gældende i de fleste situationer. Standarden understøtter dermed, at du og dine medborgere får samme muligheder for at modtage støtte. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de konkrete afgørelser altid skal bero på et individuelt skøn og dermed tage afsæt i dine forudsætninger og behov.

Det er en fælles opgave at finde den rette støtte til dig

I Randers Kommune vægter vi dialogen med dig højt. Dette betyder, at vi inddrager dig i den proces, der leder op til, at der træffes en afgørelse om, hvorvidt du kan få støtte og omfanget af den støtte, du kan få. Her er det vigtigt, at du er opmærksom på, at du har en aktiv rolle i at hjælpe til med, at din sag oplyses bedst muligt, sådan at du får den støtte, som passer bedst til dine behov. Det betyder, at du skal hjælpe sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte med at ”komme hele vejen” rundt om dine behov.

Når vi samarbejder med dig om støtte, gør vi det med udgangspunkt i serviceloven. Serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Formålet med støtten er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig, at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Her er det også vigtigt at nævne for dig, at afgørelser efter serviceloven altid skal træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn.

Vi inddrager også andre aktører for at sikre en tidlig og helhedsorienteret indsats

Vi prioriterer forebyggende indsatser højt, da en tidlig indsats kan bidrage til, at de udfordringer du står over for ikke vokser sig større, men at der tilrettelægges et forløb, så du får støtte til dine udfordringer, og det sker på en helhedsorienteret måde.

Det betyder, at når du samarbejder med en sagsbehandler fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte, sker det altid med baggrund i din samlede livssituation. Det betyder, at du også kan opleve, at:

  • sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte vil foreslå at inddrage andre relevante aktører for at sikre den helhedsorienterede sagsbehandling
  • sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte måske også vil fortælle dig om indsatser i andre kvalitetsstandarder, som beskriver andre støttemuligheder.

Generelt om kvalitetsstandarderne på voksenområdet

Socialområdet har i alt 10 kvalitetsstandarder på voksenområdet, som omhandler følgende former for støtte i serviceloven:

  • Dagtilbud - Beskyttet beskæftigelse
  • Dagtilbud - Aktivitets- og samværstilbud
  • Afklaringssamtaler, gruppebaserede og individuel tidsbegrænset råd- og vejledningsforløb samt mestringsvejledning
  • Botilbud til voksne
  • Aflastning til voksne
  • Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)
  • Ledsagerordning til voksne
  • Merudgifter til voksne
  • Specialundervisning for voksne
  • Social behandling for stofmisbrug.

Denne kvalitetsstandard vedrører specialundervisning. Specialundervisning skal kort fortalt medvirke til at forbedre dine muligheder for at deltage aktivt i samfundslivet.

Måske du har behov for støtte udover det, som er beskrevet i denne kvalitetsstandard. Derfor vil du måske opleve, at når du kontakter os, vil vi også kigge på indsatser i andre kvalitetsstandarder sammen med dig for at sikre, at du får en samlet indsats, som imødegår dine behov.

Hvad er formålet med den støtte, som jeg modtager?

Specialundervisningen har til formål at afhjælpe eller begrænse virkningerne af din funktionsnedsættelse. Undervisningen skal forbedre dine muligheder for at kompensere for din funktionsnedsættelse ved, at du lærer at anvende nye strategier, som kan hjælpe dig til at omgå eller begrænse dine funktionsnedsættelser. Undervisningen hjælper dig også til at anvende særlige metoder eller hjælpemidler, der kan kompensere for problemerne.

Hvem omfatter denne støtte?

For at være omfattet af målgruppen skal du:

  • Have en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som medfører, at du efter undervisningspligtens ophør har et behov for særligt tilrettelagt undervisning og rådgivning for at afhjælpe eller begrænse virkningerne af din funktionsnedsættelse.

Du skal være opmærksom på, at specialundervisning er subsidiær, hvilket betyder, at hvis formålet med specialundervisningen kan opnås via andre lovgivningsmuligheder, skal disse muligheder for støtte til dig benyttes i stedet for. Det kan eksempelvis være tilbud/forløb efter beskæftigelseslovgivningen.

Du kan eksempelvis være i målgruppen for specialundervisning, hvis du har:

  • Betydelige bevægevanskeligheder forårsaget af enten operationer eller kroniske og progredierende neurologiske lidelser.
  • Betydelig synsnedsættelse eller hørenedsættelse.
  • En erhvervet hjerneskade.
  • Tale-, stemme- og sprogvanskeligheder.
  • Personlighedsmæssige, psykiatriske, psykiske og sociale vanskeligheder.
  • Psykisk udviklingshæmning eller generelle indlæringsvanskeligheder.

Eksemplerne er ikke udtømmende, hvilket betyder, at du kan være omfattet af målgruppen, selvom du har en anden funktionsnedsættelse end beskrevet ovenfor. Der vil altid blive foretaget en konkret og individuel vurdering af dit funktionsniveau og behovet for specialundervisning.

Specialundervisningen er rettet mod, at du skal lære nogle metoder, beherske nye handlemåder eller kan opnå bestemte færdigheder, der medfører en bedring af dine funktionelle færdigheder og selvhjulpenhed i hverdagen. Derfor ydes specialundervisning, som udgangspunkt, ikke til følgende formål:

  • Vedligeholdende funktion eller til at træne bestemte færdigheder eller funktioner.
  • Forbedring af funktioner, som er rettet imod erhverv eller uddannelse.

I de to ovenstående eksempler vil støtten til dig oftest skulle ydes efter anden lovgivning eller andre paragraffer i serviceloven.

Du skal være opmærksom på, at vi kan ikke give dig specialundervisning, hvis du er indlagt på sygehuset.

Hvad kan støtten til mig bestå af?

Specialundervisning dækker over en række forskellige undervisningsaktiviteter. Hovedaktiviteten består i, at du modtager særligt tilrettelagt undervisning, herunder eventuelt fagundervisning eller undervisning i, hvordan man kommunikerer.

Specialundervisningen foregår typisk som holdundervisning med udgangspunkt i din individuelle undervisningsplan, men kan dog også ske som eneundervisning af dig.

Undervisningsbegrebet i specialundervisning for voksne er karakteriseret ved at:

  • Undervisningen er en tidsbegrænset aktivitet.
  • Undervisningen har en klar målsætning.
  • Der i undervisningen sker en planlagt progression (udvikling).
  • Undervisningsforløbet kan evalueres.

Undervisning forudsætter din accept og aktive medvirken, og det betyder, at der skal laves en undervisningsplan med følgende indhold:

  • En angivelse af tidsforløb og – forbrug.
  • En målsætning eller delmål for undervisning af dig.
  • Det planlagte indhold.
  • Eventuelt samarbejde mellem dig og andre.

Der skal desuden være en plan for en afsluttende evaluering, herunder hvordan undervisningseffekten kan dokumenteres.

Ved afslutning af et undervisningsforløb udfærdiges et skema, hvoraf det skal fremgå, hvorvidt målet med undervisningen er opnået.

Undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for undervisningen af dig, er gratis for dig. Vi kan yde hjælp til transport af dig, hvis du har et dokumenteret behov for det.

Hvem får jeg støtten fra?

Som udgangspunkt vil specialundervisning foregå i kommunens egne tilbud eller et uddannelsessted, som kommunen har indgået aftale med, hvis dette opfylder dine behov.

I de tilfælde, hvor det ikke er muligt at tilbyde et af kommunens egne tilbud, så vil du blive tilbudt et andet relevant kommunalt eller regionalt tilbud.

Der er ikke frit leverandørvalg, hvilket betyder, at du ikke selv kan vælge, hvor dit tilbud om specialundervisning skal foregå. Sagsbehandleren vil dog altid inddrage dig, når der skal findes et relevant tilbud, men du har altså ikke krav på få et andet tilbud end det, vi tilbyder dig.

Hvordan behandler Randers Kommune min ansøgning?

Når vi har modtaget din ansøgning eller henvendelse, vil det relevante uddannelsessted foretage en afdækning af dine færdigheder, behov og forudsætninger med henblik på at fastlægge formålet, herunder undervisningens mål og indhold. Afdækningen vil ske i et samarbejde med dig. Uddannelsesstedet kan være kommunens egne tilbud eller tilbud, som kommunen har indgået aftale om specialundervisning med.

Der vil blive foretaget en konkret og vurdering, og du vil modtage en afgørelse, som beskriver, om du kan få specialundervisning. Afgørelsen vil også indeholde en klagevejledning.

Hvis vi vurderer, at der skal igangsættes et specialundervisningstilbud til dig, vil vi lave en undervisningsplan sammen med dig.

Du skal være opmærksom på, at du har mulighed for at få vejledning, hvis du ikke bliver bevilget det tilbud, som du har søgt om.

Hvornår kan jeg forvente svar på min ansøgning?

Byrådet i Randers Kommune har fastsat en sagsbehandlingsfrist på 4 uger for ansøgninger om specialundervisning efter lov om specialundervisning for voksne.

Hvordan følges der op på, at den støtte, som jeg får, fortsat passer til mine behov?

Vi følger løbende op på undervisningen af dig. I denne opfølgning tager vi udgangspunkt i den faglige status fra undervisningstilbuddet og din udvikling.

Det kan betyde, at nogle af forløbene forkortes, hvis målet med din undervisning kan opnås inden for færre timer end beskrevet i din undervisningsplan.

Da hensigten med undervisningen er at udvikle dine færdigheder, så er udgangspunktet, at du ikke kan tilbydes to ensartede forløb. Der kan dog være individuelle årsager, som betyder, at du kan have behov for mere end ét forløb.

Hvis det vurderes, at fortsat undervisning ikke kan afhjælpe din funktionsnedsættelse yderligere, skal undervisningen ophøre. Ved ophør vil du modtage vejledning om andre relevante støtteindsatser.

Lovgrundlag

Uddrag af Lov om specialundervisning for voksne § 1:

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at personer med fysiske eller psykiske handicap, der bor eller længerevarende opholder sig i kommunen, efter undervisningspligtens ophør kan få undervisning og specialpædagogisk bistand, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af disse handicap (kompenserende specialundervisning). I tilknytning hertil kan der etableres undervisning, som er tilrettelagt under hensyntagen til deltagernes handicap.

Herudover findes regler og information i bekendtgørelse og vejledning om specialundervisning for voksne

Ordforklaringer

Ankestyrelsens praksis

Ankestyrelsen træffer nogle afgørelser i sager, som de offentliggør, hvis de vurderer sagen er generel eller principiel. Disse afgørelser er bindende og sætter dermed en rettesnor for, hvordan kommuner efterfølgende skal behandle lignende sager.

Funktionsniveau/funktionsnedsættelse

Det siger noget om din evne til at mestre dine fysiske eller psykiske udfordringer samt særlige sociale problemer, og hvordan de påvirker/begrænser dit hverdagsliv. Det kan f.eks. dreje sig om, at du kan have svært ved at skabe og fastholde relationer til andre, svært ved at gå i gang med opgaver og gennemføre dem eller strukturere din hverdag og aktiviteter eller færdes selvstændigt m.m.

Helhedsorienteret indsats

En indsats, som tager udgangspunkt i hele din situation og behov, og som tænker de forskellige indsatser, som du får, sammen.

Skøn

Der er mange bestemmelser i lovgivningen, hvor resultatet ikke kan læses direkte ud af loven. Derfor skal din sagsbehandler lave en vurdering af, om din situation giver dig ret til den støtte, som du har søgt om. Som en del af vurderingen vil din sagsbehandler lave en afvejning af, hvilke forhold, som skal indgå i vurderingen af din situation, og hvilke der skal lægges mest vægt på.