Plejevederlag til pasning af døende
Hvis du ønsker at passe en nærtstående, der vælger at dø i eget hjem, har du ret til at holde orlov fra dit arbejde og få udbetalt plejevederlag fra kommunen.
Betingelserne er:
- En læge skal have fastslået, at hospitalsbehandling er udsigtsløs og, at prognosen er kort levetid.
- Det skal være hensigtsmæssigt at pleje den døende i hjemmet.
- Den døende skal være indforstået med ordningen.
- Kommunen skal vurdere, om du er i stand til at løfte opgaven.
Når du søger om plejevederlag
Ud over ansøgningen skal du:
- Indsende de 3 seneste lønsedler eller andet indkomstgrundlag.
- Indsende en skriftlig bekræftelse fra din arbejdsgiver, om denne udbetaler løn under orlov.
Dette skal sendes til Visitationsenheden via e-Boks eller almindelig post.
Ovenstående ansøgning skal underskrives med MitID af både dig, der ansøger og af den person, der skal modtage din pleje. Hvis det ikke er muligt at gennemføre en digital underskrift fra begge parter, kan du hente en blanket til print.
Har du spørgsmål eller ønsker anden hjælp, kan du kontakte Visitationsenheden på telefon 89 15 25 90 på hverdage fra kl. 08.00-12.00.
Der visiteres efter Servicelovens § 119.
Plejevederlag
Hvis betingelserne for plejevederlag er opfyldt, træder plejevederlaget i kraft fra den dato, hvor ansøgningen om plejevederlag er modtaget.
Er du lønmodtager kan du kan få udbetalt plejevederlag fra kommunen svarende til din normale løn, dog maksimalt hvad der svarer til 1½ gange højeste dagpengesats.
- Din arbejdsgiver kan vælge fortsat at udbetale lønnen og få refusion fra kommunen.
- Er du selvstændig erhvervsdrivende kan du få udbetalt plejevederlag i forhold til årsopgørelsens overskud.
- Er du pensionist, studerende eller lignende kan du også få plejevederlag, svarende til et basisbeløb.
Hvad indeholder ordningen?
Der er ikke fastsat nogen bestemt tidsgrænse for, hvor længe der kan ydes plejevederlag. Plejevederlaget kan ikke udbetales, hvis den døende fx indlægges på hospice eller flytter til en plejebolig.
Du mister ikke et plejevederlag fordi den døende midlertidigt er indlagt på sygehus.
Visitator vurderer i samarbejde med relevant sundhedspersonale, når borger har været indlagt i 7 dage, om plejevederlaget skal pauseres eller afsluttes.
Kommunen tilbyder personlig og praktisk hjælp, hjemmesygepleje, døgnpleje og hjælpemidler efter behov.
Flere personer kan dele plejeopgaven/plejevederlaget.
Du har mulighed for at gå på deltidsorlov efter nærmere aftale med din arbejdsgiver.
Ophør
Plejevederlaget ophører senest 14 dage efter dødsfaldet.