Holbergkollegiet
Et botræningstilbud til unge fra 18 år med autismespektrumforstyrrelser.
Tilbuddet er et midlertidigt tilbud til unge, som har brug for særlig støtte i en periode af deres ungdomsliv, før de kan klare sig i en boform med mindre støtte eller i egen lejlighed. De er unge under uddannelse, i beskæftigelse eller i et afklarings forløb.
Der arbejdes systematisk med oplæring og støtte i forhold til at tilegne sig de nødvendige færdigheder for at kunne klare sig selvstændigt i voksenlivet. I årene, hvor denne indlæring foregår, er det vigtigt at den unge får tilstrækkeligt støtte, og at der er kompetente personer, der forstår vanskelighederne.
Botræningen sigter især efter at lære de unge praktiske færdigheder i forbindelse med tøjvask, rengøring, indkøb, madlavning, personlig hygiejne, styring af økonomi og lignende. Alt sammen elementer, der er nødvendige for på sigt at kunne leve et så selvstændigt liv som muligt.
En vigtig del af botræningen handler om aktiv deltagelse i samfundet. Derfor støttes den unge i aktiv deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og fritidsaktiviteter. Dette gøres i samarbejde med disse samarbejdspartnere og ved at lære den unge kompenserende strategier, så en så selvstændig livsførelse som muligt kan opnås.
Tilbuddet er oprettet efter serviceloven §105 og §85