Merudgifter ved handicap
Hvis du forsørger et barn under 18 år med handicap eller langvarig sygdom i hjemmet, kan du få dækket nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, der er en følge af handicappet eller sygdommen. Et barn, der er indlagt på sygehus, er på aflastning, eller midlertidigt - som led i almindelig skolegang - går på kost- eller efterskole, betragter vi også som værende forsørget i hjemmet.
Du er også meget velkommen til at kontakte os for nærmere information, råd og vejledning om mulighederne for hjælp.
Det er blandt andet en betingelse for at få hjælpen, at dit barn har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
De ansøgte merudgifter skal være en følge af funktionsnedsættelsen (handicappet), og udgifterne skal være nødvendige. Derudover skal udgifterne være merudgifter, hvilket betyder at udgifterne skal være ud over hvad forældre til børn uden handicap på samme alder og i samme livssituation har.
Kompensation fastsættes i fællesskab med dig på baggrund af dine dokumenterede eller sandsynliggjorte udgifter for de kommende tolv måneder. Det er en betingelse for hjælpen, at dine samlede merudgifter overstiger kr. 5.348 pr. år (2023-takst). Du kan læse nærmere om sagsbehandlingen, beregning og udmåling i vores kvalitetsstandarder her.
Hvilken type udgifter, man kan få dækket, varierer meget alt efter hvilket handicap, der er tale om. Men det kan for eksempel dreje sig om udgifter:
- Til børn der har brug for at være på en speciel kost/ diæt
- Til børn der bliver medicineret i forbindelse med deres funktionsnedsættelse,
- I forbindelse med barnets indlæggelse på sygehus
- Til kørselsgodtgørelse i forbindelse med fritidsaktiviteter, behandling, dagtilbud, m.v.
- Til ekstraordinære udgifter til tøjvask.
Når vi sagsbehandler din ansøgning, vil vi oftest have behov for at indhente oplysninger fra dig og dit barns læge/ sygehus, skole/ dagtilbud og PPR. Derudover vil der oftest være behov for en samtale med dit barn. Når vi har sagsbehandlet din sag, vil du modtage en skriftlig afgørelse hvor det fremgår hvad du har ret til og begrundelsen for det. Du får desuden oplyst dine muligheder for at klage.
Du kan læse de politisk fastsatte servicemål for sagsbehandlingsfristerne her. Dog har vi aktuelt en forlænget sagsbehandlingstid.
Du kan sende en besked vedr. merudgifter via e-Boks på følgende måde:
- Log på Borger.dk – Digital post
- Find knappen hvor der står: + Ny
- Modtager: Randers kommune
- Kategori: Social Service – Myndighed Social
- Emne: Skriv dit emne samt att. RÅDGIVERS NAVN
- Besked: Skriv din besked og vedhæft evt. dokumenter
- Tryk på send.