Økonomisk friplads

Der er muligt at søge om økonomisk friplads - et tilskud, der gør, at du ikke skal betale fuld pris for en plads i et dagtilbud.

Du kan først søge om økonomisk friplads, når dit barn er tilbudt en plads, og den er accepteret. Du kan ikke søge om økonomisk fripladstilskud til en plads i en klub efter ungdomsskoleloven.

Du skal kun lave én ansøgning, også selvom du har flere børn på adressen.

Tilskuddet udregnes ud fra din og din eventuelle ægtefælle/samlevers indkomst (bruttoindtægt ÷ATP, AM-bidrag og eventuel fradragsberettiget indbetaling til pension). Hver måned tjekker vi oplysningerne fra SKAT og genberegner dit tilskud derudfra.

Hvis der sker ændringer i din indkomst eller familiemæssige forhold, skal du lave en ny ansøgning om hel eller delvis økonomisk friplads. Det kan f.eks. være, at du bliver enlig, ikke længere er enlig eller er blevet gift, men ikke har samme adresse som din ægtefælle. Det kan også være indkomst fra selvstændig virksomhed eller indkomst, som ikke er skattepligtig i Danmark.

Du kan ikke få økonomisk friplads med tilbagevirkende kraft.

Når du søger om økonomisk friplads, finder systemet automatisk din samlede indkomst på samme måde, som SKAT gør, og beregner din indkomst på baggrund af de seneste tre måneder. Det er derfor vigtigt, at du selv retter det til, hvis det ikke passer med din fremtidige indkomst.

Regler

Hvis du tre måneder i træk ikke modtager økonomisk fripladstilskud, fordi indkomsten er steget, skal du søge om økonomisk friplads på ny.

Du får et foreløbigt fripladstilskud på baggrund af den husstandsindkomst, du har oplyst i den gældende fripladsansøgning.

Kommunen vil automatisk få besked fra SKAT ved ændringer i din indkomst.

Når den faktiske husstandsindkomst er kendt i indkomstregistret, vil der ske en genberegning af dit fripladstilskud for den pågældende måned, hvis indkomstsammenligningen viser en afvigelse på mindst 5 trin på fripladsskalaen.

Hvis genberegningen viser, at du har fået for meget i fripladstilskud, vil beløbet blive lagt til efterfølgende opkrævning eller krævet tilbagebetalt. Du vil få besked om dette.

Hvis genberegningen viser, at du har fået for lidt i fripladstilskud, vil beløbet blive trukket fra i efterfølgende opkrævning eller blive udbetalt.

Den årlige efterregulering sker, når årsopgørelsen fra SKAT foreligger. På baggrund af oplysningerne i årsopgørelsen og de konkrete måneders husstands indkomst laves en endelig beregning af de enkelte måneders fripladstilskud og du vil få en opgørelse på dette.

Der gives fradrag i indkomsten på 7.000 kr. for hvert hjemmeboende barn under 18 år udover det første barn, som fratrækkes automatisk.

Enlige forsørgere får fradrag i indkomsten med 70.089 kr. årligt i 2024, som fratrækkes automatisk.

Fripladstilskud fra 1. januar 2024

Samlet indkomst

Betaling i % af fuld takst

Under 200.301 kr.

0 % (gratis pasning)

200.301 til 204.741 kr.

5 %

204.742 til 622.199 kr.

Betalingen forhøjes med 1 % for hver 4.440 kr. stigning i indkomsten.

Fra og med 622.200 kr. og derover

100 % (fuld takst)

For selvstændige

Er du selvstændig, skal du søge via Digital Pladsanvisning. Det kan være, at du udlejer bolig, er landmand, har en forretning eller anden form for erhverv.

Ved årsskiftet vil du modtage et skema for selvstændige, som skal udfyldes og returneres til Pladsanvisningen.

Fripladsen bevilges ud fra et forventet beregnet indtægtsgrundlag for det år, hvori der søges.

Visse skattetekniske fradrag medtages ikke.