Betingelser for ægteskab
For at blive gift skal I opfylde en række generelle betingelser.
I skal udfylde og sende en ægteskabserklæring, så kommunen kan undersøge, om du og din partner opfylder betingelserne for at blive gift. Kontakt kommunen og evt. også den religiøse menighed, du tilhører, i god tid.
I skal søge digitalt. Den af jer, der logger på selvbetjeningsløsningen først, skal oplyse den anden parts e-mailadresse. Herefter kommer der besked. I skal bruge jeres MitID som underskrift.
Hvis I ikke har mulighed for at betjene jer selv på nettet, kan I få hjælp i kommunens borgerservice. Husk at bestille tid.
Ud over ægteskabserklæringen kan det blive nødvendigt at vedlægge særlig dokumentation, fx dåbsattest, skilsmissebevilling eller skifteretsattest. Kravene til dokumentationen afhænger bl.a. af, om I er danske statsborgere, og hvor og hvornår I er født.
Hvis du er dansk statsborger
Er I fraskilte, behøver I ikke vedlægge skilsmissebevilling eller -dom, da det er registreret i CPR. Bemærk, at skilsmissedomme normalt først registreres i CPR otte uger efter domsafsigelsen på grund af en ankefrist.
Hvis din tidligere ægtefælle er død, skal du vedlægge skifteretsattest med oplysning om, at fællesboet er skiftet.
Du skal vedlægge dokumentation, hvis dit tidligere ægteskab blev opløst ved en udenlandsk skilsmisse eller død.
På ægteskabserklæringen kan I se, hvilken dokumentation, der evt. også skal bruges.
Udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab, skal vedlægge dansk pas eller indfødsretsbevis. Er I født eller døbt i udlandet, skal I vedlægge pas.
Kommunen sikrer sig, at de udenlandske dokumenter er ægte.
Hvis du gifter dig med en udlænding
Hvis den ene af jer er udlænding, skal I muligvis udfylde og aflevere en erklæring om kendskab til reglerne om ægtefællesammenføring i udlændingeloven.
Det gælder, hvis én af jer:
- ikke har dansk indfødsret
- ikke har statsborgerskab i et nordisk land
- ikke har opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 6-9f eller 9i-9n.
Hvis du er udenlandsk statsborger
Udenlandske statsborgere skal vedlægge pas og bevis for lovligt ophold i form af arbejds- og opholdstilladelse, EU-opholdsbevis, visum eller indrejsestempel. Er I født i Danmark, skal I desuden vedlægge dåbs- eller navneattest.
Du kan få hjælp hos Familieretshuset, hvis du, din partner eller I begge er udenlandske statsborgere.
Udenlandske skilsmissedokumenter og dødsattester skal godkendes af kommunen.
Asylansøgere kan som udgangspunkt ikke blive gift i Danmark. Der kan i særlige tilfælde gives dispensation. Du kan få yderligere information om dispensation hos Familieretshuset.
Hvis du tidligere er blevet skilt ved dom, må du som regel vente med at gifte dig igen til ankefristen er udløbet.
En udenlandsk skilsmisse skal have en retskraftpåtegning. Den dokumenterer, at afgørelsen er endelig, og dermed ikke er anket eller kan ankes, inden ankefristen udløber.
Slægtninge i lige linje, dvs. forældre, børn og børnebørn, samt søskende må ikke gifte sig med hinanden.
Det kræver Familieretshusets tilladelse, hvis to personer vil gifte sig, og den ene har været gift med den andens forælder, barn, bedsteforælder eller barnebarn.
En adoptivforælder må ikke gifte sig med sit adoptivbarn, så længe adoptionsforholdet består.
Er du under værgemål, kan du ikke gifte dig uden din værges samtykke. Du kan klage til kommunen, hvis din værge ikke vil give dig lov til at blive gift.
Du kan ikke gifte dig, hvis du er under 18 år.
For at få anerkendt en udenlandsk vielse, skilsmisse eller dødsattest skal en række betingelser være opfyldt. Som udgangspunkt anerkendes et udenlandsk ægteskab i Danmark, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet blev indgået. Der er dog flere undtagelser.
På Familieretshusets hjemmeside kan I læse mere om, hvordan en udenlandsk vielse kan anerkendes i Danmark.
Hvis en af jer har mistet en vielsesattest, kan I gratis få en ny, når den skal bruges som dokumentation.
Alt efter hvordan I blev viet skal I bestille den hos vielsesmyndigheden.
- Vielse på rådhuset eller lignende: I skal bestille eller henvende jer til den kommune, hvor I blev viet.
- Vielse i Folkekirken: I kan bruge selvbetjeningen 'Bestil mistet vielsesattest fra kirken'.
- Vielse hos en tredje myndighed: Kontakt denne.
Du kan klage til Ankestyrelsen over afgørelser om:
- dispensation fra ægteskabsbetingelser
- anerkendelse af en udenlandsk skilsmisse
Du skal sende din klage til kommunen, der videresender klagen og sagens papirer til Ankestyrelsen.
I 'Ægteskabsloven' kan du både læse om at gifte sig og om at blive separeret eller skilt.
I 'Ægtefælleloven' står hvilke forpligtelser gifte har.
'Ægteskabsvejledningen' forklarer lovens betydning og indeholder eksempler.
'Ægteskabsbekendtgørelsen' indeholder detaljeret information om bl.a. prøvelse af ægteskabsbetingelser.
I 'Bekendtgørelse om autorisation af ritualer for dåb, nadver i hjemmet, skriftemål, vielse (bryllup), kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab, jordpåkastelse og kirkeindvielse' kan du bl.a. se vielsesritualet.
I 'Bekendtgørelse om vielse af anerkendte trossamfund' kan du læse om reglerne for indgåelse og opløsning af ægteskab i anerkendte trossamfund uden for folkekirken.
I 'Bekendtgørelse om kirkelig vielse i udlandet' kan du læse om reglerne for at blive viet af en præst i udlandet.
Vejledning om ægthed af udenlandske dokumenter