Mere biodiversitet i haven
Lad Randers gro og hjælp til med at øge biodiversiteten lokalt.
Kom godt i gang med at skabe biodiversitet i haven
Lad din have gro
Lader du din have gro, er du med til at skabe levesteder til dyr og planter, hvor mennesker bor og arbejder. På den måde øges biodiversiteten lokalt. Mange haver består af friserede græsplæner og krukker, og det skaber ikke en høj biodiversitet i haven. Hvis du gerne vil forbedre biodiversiteten i din have, er der forskellige muligheder for at skabe levesteder for planter og dyr.
Hvad kan du gøre?
- Undlad at sprøjte
- Undlad at gøde
- Slå ikke græsset for tit
- Store sten i haven
- Lad grene og blade ligge
- Store gamle træer i haven
- Vand i haven.
Forskellige muligheder for at skabe flere levesteder i din have
Undlad at sprøjte
Ved at undlade at sprøjte med sprøjtegifte i haven, er der mulighed for, at flere forskellige planter kan etablere sig, hvorved biodiversiteten øges både i forhold til planter og insekter. Mange sprøjtemidler kan desuden være skadelige for insekter.
Undlad at gøde
Lad være at gøde græsplænen, så får du flere blomstrende urter i haven.
Hvis græsset ikke gødes, vil jorden blive mere næringsfattig. Herved vil forskellige blomstrende urter have mulighed for at etablere sig.
Hvis ikke der er stemning eller mulighed for, at hele den grønne plæne skal lægges om, er det en mulighed kun at lægge en del af græsplænen om, så der står små oaser af højt græs og blomstrende urter rundt omkring i haven.
Slå ikke græsset for tit
Slå ikke græsset for tit. Derved giver du blomstrende urter mulighed for at etablere sig. Når de flotte blomster er begyndt at komme, skal græsset ikke slås mere end to gange om året. Første gang i slutningen af foråret og anden gang senere i september, hvor blomsterne har smidt sine frø, som kan spire til næste forår.
Store sten i haven
Bunker af sten og stenbede øger biodiversiteten. En stensætning rummer mange hulninger, hvor bl.a. biller, sommerfugle, vilde bier og edderkopper lever. Hulrummene kan også bruges af mange dyr til at overvintre i. Derudover bruger sommerfugle og firben stenene at varme sig på, når solen skinner.
Eksempler på store sten i haven: stenbede, stensætninger eller sten i en lille dynge.
Lad grene og blade ligge
Kvasbunker er med alle sine hulrum gode levesteder for bl.a. insekter, svampe, fugle, salamandere og vilde bier. En kvasbunke er også et dejligt sted at gå i vinterhi for et pindsvin. Jo større kvasbunke des bedre, så der kan blive tørt og lunt inde i midten.
Eksempler på kvasbunker i haven: kvashegn skaber rum i have, men det er også en mulighed blot at feje græsplænens grene sammen i en bunke.
Store gamle træer i haven
Store gamle træer er på grund af dets mikrohabitater et levested for mange dyr, planter og svampe, som kun kan leve her. Her kan være tale om bl.a. spætter, flagermus forskellige laver samt insekter, som trives under træernes løstsiddende bark og i andre hulheder, som findes på gamle træer. Derfor er det vigtigt at bevare de store gamle træer.
Vand i haven
Der er masser af liv både i vand og over det. Tudser, frøer og salamandere har brug for vand for at kunne holde sig våde. Fugle, bier, pindsvin og sommerfugle kan bruge vandet til at drikke af.
En havedam kan laves i mange forskellige former og størrelser. Det er dog en god ide, at den bliver placeret i fuld sol. På den måde kan vandet blive varmet hurtigt op, hvilket dyrene, der lever deri, godt kan lide.
Eksempler på vand i haven: havedam, nedgravet murerbalje eller vand i kar og krukker.
Vær dog opmærksom på at indrette vandhullet, så dyr ikke kan drukne deri. Lad gerne bunden skråne, eller læg små "trædesten" langs kanten, så små dyr kan klatre op af vandet igen.
At højne biodiversiteten stemmer overens med verdensmål nr. 15, som indebærer at bekæmpe tab af biodiversitet.