Frivillige som Ole hjælper unge i gang i foreningerne

Ole Kannegaard er blandt de 31 social frivillige i foreninger i Randers Kommune, der gør en særlig indsats for at hjælpe unge mennesker i gang med en fritidsaktivitet. Rollen som social frivillig er oprettet i samarbejde med Randers Kommunes indsats Fritid For Alle, der i 2022 har hjulpet 159 børn og unge med at blive en del af foreningslivet.

Hvad skal jeg have på af tøj til badminton? Må jeg låne en ketsjer? Bliver jeg taget godt imod som ny? Hvad koster kontingentet? Det er nogen af de spørgsmål, de social frivillige som Ole Kannegaard fra Randers Badmintonklub besvarer, når nye unge mennesker henvender sig til foreningen:

"Jeg bruger mine frivillige kræfter på de ting, der i mange foreninger bliver taget for givet i forbindelse med at få nye unge mennesker til at begynde til fritidsaktiviteter. For mig handler det om at skabe en tryghed for børnene og de unge," siger Ole.

De social frivillige er udpeget i samarbejde med Fritid For Alle-indsatsen, der har til formål at bygge bro mellem foreningerne og de børn og unge, der endnu ikke er kommet i gang med en fritidsaktivitet. Der er mulighed for at få hjælp til at søge økonomisk støtte til kontingent og udstyr samt få social støtte til opstart.

"Jeg ser det som min opgave at være den, der fjerner bekymringer og udfordringer hos de unge og deres familier, så der er større chance for, at de begynder til en fritidsaktivitet. Resultatet er, at jeg ser endnu flere glade børn og unge til badminton i vores forening," siger Ole Kannegaard.

Dobbelt så mange søgte støtte i 2022

Efter Fritid For Alle har sat fokus på, at unge mennesker kan få økonomisk og social støtte til at begynde til en fritidsaktivitet, er ansøgningerne til de organisationer, der udbetaler støtte steget kraftigt. I 2021 søgte 71 børn og unge økonomisk støtte til udstyr eller kontingent og i 2022 søgte 142 støtte hos de tre samarbejdsorganisationer: Børnenes Kontor, Randers FC Fonden og Red Barnet Randers.

"Det er fantastisk, at vi i samarbejde med de organisationer, vi har i byen, sammen kan hjælpe flere børn og unge med at få del i de gode oplevelser, man får i foreningslivet. Inflationen og de høje energipriser rammer jo de i forvejen økonomisk trængte familier værst, og det bliver stadigt sværere for de familier at få råd til børnenes fritidsaktiviteter. Vi er glade for, at vi i Randers Kommune giver mulighed for at børnene og de unge alligevel kan være en del af foreningsfællesskabet," siger Louise Høeg, der er formand i Sundhed-, idræts- og kulturudvalget.

I alt har 159 børn og unge fået hjælp til at søge økonomisk eller social støtte gennem Fritid For Alle. Til glæde for Randers Badmintonklub og mange andre foreninger i kommunen. Ole Kannegaard fortæller:

"Jeg tror ikke de unge, vi har fået ind i badmintonklubben gennem Fritid For Alle, var kommet i gang, hvis de ikke have fået den hjælp og støtte. Det gælder i særdeleshed også den økonomiske støtte til kontingent og udstyr, som man kan søge. Det er altafgørende," siger han.

Fakta

Læs mere om Fritid For Alle, og hvordan du kan få økonomisk støtte til kontingent og udstyr eller social støtte til opstart.