Sorggruppe
Sorggruppe er et tilbud til børn og unge, der har mistet en forælder eller søskende.
For at kunne komme i sorggruppe skal barnet/den unge:
- have mistet en forælder eller søskende.
- være mellem 8 og 17 år.
- bo i Randers Kommune. Dog er det muligt at deltage via egenbetaling eller ansøge hjemkommunen om bevilling, hvis barnet/den unge bor udenfor Randers Kommune.
I sorggruppen møder dit barn andre børn/unge i samme situation, og der skabes rum til at dele de svære tanker og følelser, som opstår, når man mister en, man elsker. Dit barn bliver en del af et fællesskab, hvor sorgen og relationen til afdøde er i fokus, og hvor dit barn kan genkende sig selv i andre børns beretninger.
Erfaringen viser, at barnet på denne måde kan undgå at føle sig anderledes eller alene, hvilket betrygger barnet i en utryg og svær situation.
I sorggruppen mødes vi 10 gange i 2-2,5 time, afhængigt af antal børn i gruppen. I gruppen arbejder vi ud fra særlige temaer, som, vi ved, har betydning i børnenes sorgproces, baseret på dels teori og dels vores mangeårige erfaring i samtaler med børn, unge og familier i sorg og krise.
Forløbet varetages af to gruppeledere med erfaring i arbejdet med børn, unge og familier i sorg og krise.
Den første svære tid
Den første tid efter et dødsfald er særlig svær. Når et barn eller ung mister en forældre eller søskende, kan det betyde store omvæltninger i hverdagen og en uoverskuelig og ukendt psykisk smerte. Derfor er det vigtigt, at børnene får den støtte, de brug for til både at bearbejde sorgen og samtidig forsat have overskud til at udvikle sig, som børn gør.
Forskning og erfaring viser, at de børn, der får forældreomsorg og den rette støtte fra netværket (venner, skole og daginstitution og andre betydningsfulde relationer), har betydelig mindre risiko for at udvikle langvarige sorgreaktioner.
Derfor anbefaler vi, hvis du er bekymret for dit barns sorgreaktioner og trivsel eller generelt er i tvivl om, hvordan du skal støtte dit barn, retter henvendelse til os. Derefter kan vi sammen tage stilling til, om dit barn har brug for yderligere støtte, fx et sorggruppe tilbud eller et andet relevant tilbud.
Reaktioner på sorg er forskellige og individuelle. Du oplever måske, at dit barn ændrer adfærd, f.eks. at det:
- er mere stille end det plejer.
- græder mere og er svær at trøste.
- bliver oftere vred eller frustreret.
- har det svært i skolen med koncentration, indlæring eller socialt (f.eks. trækker sig).
- har søvnproblemer.
- har skyldfølelse.
- bekymrer sig om dig, andre i familien eller om sig selv.
- bliver overansvarligt og meget artigt.
Sorgreaktioner er normale. Hvilke sorgreaktioner, varigheden af dem og intensiteten af dem er forskellig fra barn til barn.
Børn går ind og ud af sorgen. Det ene øjeblik kan de lege og have det sjovt for pludseligt at blive meget ulykkelige. Det er en sund reaktion og en måde at klare den nye og overvældende situation på. Over tid vil sorgreaktionerne mindskes. Sorgen vil aldrig forsvinde helt, men den vil som oftest over tid fylde mindre i hverdagen. I forbindelse med mærkedage, såsom jul og fødselsdage, kan der dog opstå voldsomme sorgreaktioner, da savnet og sorgen her kan blive genaktiveret.
Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn reagerer sundt? Synes du reaktionerne bliver ved eller forstærkes? Så er du velkommen til at kontakte sorggruppelederne.
Vil dit barn have gavn af at komme i sorggruppe?
Der kan være mange grunde til, at du overvejer, om sorggruppe er noget for dit barn. De henvendelser, vi får, er ofte fra forældre, der giver udtryk for, at:
- barnet/den unge viser tegn på mistrivsel.
- være i tvivl om, hvor meget og hvordan de skal tale med barnet omkring sorgen.
- det er svært at tale med barnet om sorgen. Måske er de selv i sorg?
- de ønsker at give barnet et frirum, hvor der kan tales om sorgen, uden at barnet skal bekymre sig om, hvorvidt han/hun gør andre kede af det.
- fordi barnet har mistet en meget vigtig person, bliver mange i tvivl om, hvorvidt der er brug for at få professionel hjælp.
Vi anbefaler, du kontakter os, hvis du går med de samme tanker, eller:
- hvis du overvejer om dit barn vil have gavn af at møde andre børn i samme svære situation.
- hvis du har spørgsmål til forløbet.
Vi arbejder ud fra det udgangspunkt, at det enkelte barns sorgproces er individuel, og vi ønsker at møde hvert enkelt barn i respekt for deres tanker og følelser i forbindelse med tabet. Af samme grund har vi altid en samtale med dig og efterfølgende med dig og dit barn sammen, inden barnet starter i gruppen, så vi har kendskab til barnet og jeres historie.
Det siger børnene om sorggruppen
- Det er godt at høre, nogle andre snakke om, hvem og hvordan de har mistet.
- Jeg føler mig mindre alene, når jeg er sammen med de andre i sorggruppen.
- De andre forstår, hvordan det er at være mig.
- Det er godt, at de voksne i gruppen ikke bliver kede af det, når vi snakker.
- Man bliver glad af at gå i sorggruppe - selv om det ikke altid er sjovt at være der.
- Det er godt at møde andre børn og snakke om sorgen.
- Jeg har gået i gruppen for at hjælpe mig selv.
- Det er godt at samle nogle minder om den, jeg har mistet.
- Jeg føler, jeg har det bedre, end da jeg startede i sorggruppen.