Pasning af eget barn
Det er muligt at få tilskud til pasning af egne børn, men der er en række betingelser, som skal være opfyldt.
Betingelser for ordningen
- Tilskuddet gives tidligst fra barnet er 24 uger til det tidspunkt, hvor børn almindeligvis starter i skole.
- Ansøgeren må ikke modtage offentlig overførselsindkomst eller have arbejdsindtægt.
- Der kan maksimalt ydes tre tilskud pr. husstand. Det samlede tilskud pr. husstand kan ikke overstige beløbet for maksimale dagpenge.
- Tilskuddet ydes efter ansøgning og kan samlet ydes for minimum otte uger og maksimum et år pr. barn. Perioden kan deles i to og den kan deles mellem barnets forældre, men må samlet set ikke overstige den fastsatte maksimumsperiode.
- Du skal have bopæl i Randers Kommune. Dog kan du ikke modtage dette tilskud, hvis du har bopæl i udsat boligområde.
- Tilskuddet kan ydes til biologiske forældre og adoptivforældre.
- Barnet kan ikke være optaget i et dagtilbud samtidig med, at der udbetales et tilskud. Andre børn, end det der ydes tilskud til, kan godt være optaget i et dagtilbud.
- Tilskuddet kan højest udgøre 85 % af den billigste nettoudgift pr. plads (eksklusive støttepædagogudgifter) i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.
- Ansøgeren skal have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer.
- Ansøgeren skal have haft ophold i riget i 7 ud af de sidste 8 år. Med riget menes Danmark, Grønland og Færøerne.
Kravene om tilstrækkelige danskkundskaber og om ophold gælder ikke for EU/EØS-borgere, hvis de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.
Tilskuddets størrelse
Det årlige tilskud til pasning af egne børn er pr. 1. januar 2024 fastsat til:
- 75.494 kr. pr. barn i alderen 0-2 år
- 47.274 kr. pr. barn i alderen 3-5 år.
Tilskuddet beskattes som A-indkomst. Da der ikke er tale om en lønindkomst, men overførselsindkomst, beregnes der ikke ATP og arbejdsmarkedsbidrag. Der optjenes ligeledes heller ikke feriepenge.
Tilskuddet kan tidligst søges to måneder, før du ønsker at starte. Det bevilges ikke med tilbagevirkende kraft og udbetales månedligt bagud. Der kan søges digitalt via den digitale pladsanvisning.
Hvis du er selvstændig
Hvis du er selvstændig, må du gerne beholde dit CVR-nummer, mens du modtager tilskud til pasning af eget barn, men du må ikke have en indkomst samtidig.
For at kunne dokumentere, at du ikke har en indtægt samtidigt, skal du udfylde en blanket, som er en tro- og loveerklæring på, at du ikke har en anden indtægt i perioden, hvor du modtager tilskud.
Andre regler
- Kommunen kan beslutte, at forældrene ikke kan få tildelt tilskud til selv at passe barnet, hvis hensynet til barnet taler for, at det skal optages i et dagtilbud.
- Børn der passes under ordningen, er ikke omfattet af reglerne om søskenderabat og økonomisk friplads.
- Du må gerne få udbetalt feriepenge samtidigt med, at du modtager tilskud. Du må godt modtage tilskud under ferieophold af kortere varighed i udlandet, forudsat at du selv passer barnet under udlandsopholdet.
- Hvis dit barn allerede er indskrevet i et dagtilbud, skal du være opmærksom på, at dit barn skal udmeldes rettidigt, efter Randers kommunes gældende regler, inden du kan modtage tilskuddet. Udmeldelse sker via Den Digitale Pladsanvisning.
Ophør af tilskuddet
Ophører tilskuddet er der garanti for en plads i Randers kommune senest tre måneder efter henvendelsen til pladsanvisningen.
Klage
Der er ikke fastsat særlig klageadgang i forbindelse med ordningen. Den konkrete afgørelse kan inden 4 uger indbringes for Ankestyrelsen.
Klager over kommunens generelle fastsættelse af tilskuddets størrelse samt andre kommunalt fastsatte retningslinjer for ordningen kan alene indbringes for kommunen, idet der er tale om fastlæggelse af kommunens generelle serviceniveau.