Stærkt samarbejde om vedligeholdende træning
Træningshuset i Asferg hjælper borgere videre efter kommunale træningsforløb. Det giver borgerne mulighed for at fortsætte den vigtige træning i gode rammer, og i sidste ende skaber det livskvalitet.
Træningshuset i Asferg og Vedligeholdende Træning i Randers Kommune er lykkedes med et unikt samarbejde, der hjælper borgere godt videre efter kommunale træningsforløb.
Samarbejdet er en ”win-win-situation” for både forening, borger og kommune. Foreningen får flere medlemmer, borgeren kan fortsætte sin træning i gode rammer og fastholde sit fysiske niveau, og kommunen kan hjælpe flere borgere videre med deres træningsbehov.
Frank Lindgaard fra kommunens vedligeholdende træning mener, at succesen blandt andet kan tilskrives stor fleksibilitet og rummelighed fra Træningshuset i Asferg. Derudover er der en frivillig, Bente Nygaard, der fungerer som brobygger mellem Randers Kommune og Purhus Idrætsforening. ”I Træningshuset i Asferg er medlemmerne ikke bare et medlemsnummer, men personer som de kender, og Bente Nygaard er med sin imødekommenhed den person, der skaber tryghed og hygge i træningshuset. Så jeg er super glad for at kunne sende borgere fra vores træningsforløb videre til selvtræning i Asferg,” understreger Frank Lindegaard.
Bente står klar med et smil
Bente Nygaard har været med i Purhus Idrætsforening i mange år og har været frivillig i Træningshuset i Asferg i 6 år. Her er hendes rolle blandt andet at tage godt imod nye medlemmer. Hun står klar i døren med et smil ved første besøg og tilbyder sågar at komme på besøg i det kommunale træningstilbud og hilse på inden opstart, hvis der er behov for det. Træningshuset har desuden to ansatte, Karen Marie Pedersen og Trine Sørensen, der blandt andet står for den faglige vejledning i fitnesssalen, og koordinerer med Frank Lindgaard og hans kolleger om træningsplaner og lignende for de nye medlemmer.
Foreningen tilbyder for eksempel Aktiv Mandag, som er stolegymnastik for ældre borgere, hvor der trænes med alt fra bolde til hockeystave for at skabe afveksling, men på et niveau hvor alle kan være med. TirsdagsTræning foregår i fitness-rummet, hvor Karen Marie Pedersen eller Trine Sørensen hjælper med få lagt et program, og hvor der hver gang er kaffe og hyggeligt samvær efter træningen. Her deltager Bente Nygaard også og er som engageret frivillig med til at skabe den gode stemning.
Randers Kommune håber på at kunne skabe lignende samarbejder andre steder, så overgangen fra det kommunale til foreningslivet bliver så god en oplevelse som muligt for borgerne.
9. august 2023