Fremvisning af velfærdsteknologi

Har du lyst til at vide mere om velfærdsteknologiske løsninger og hjælpemidler?

Udstillinger

I Randers Kommune kan du opleve hjælpemidler og velfærdsteknologier, som både henvender sig til borgere og medarbejdere på tre lokaliteter:

  • Hjælpemiddelhuset Kronjylland, Agerskellet 22, 8920 Randers NV. Her kan du blandt andet se, hvordan et badeværelse kan indrettes med velfærdsteknologier, og du kan afprøve enkelte hjælpemidler. 
  • Nellemannhuset, Hospitalsgade 8A, 8900 Randers C. Her har vi mange småhjælpemidler udstillet. Showroomet i Nellemann er ikke bemandet, men er alle hverdage åbent for alle fra kl. 09.00-15.00.
  • "Udstillingshuset Omsorg – Hjælpemidler og teknologi til tjeneste". Se mere info herunder. 

Udstillingshuset Omsorg - Hjælpemidler og teknologi til tjeneste

Velkommen til Udstillingshuset Omsorg - en hyggelig, fuldt indrettet lejlighed og Hr. & Fr. Madsens hjem. Her kan du opleve, hvordan velfærdsteknologiske løsninger og hjælpemidler kan integreres i hverdagen og gør en positiv forskel for både ældre, mennesker med nedsat funktion, personale og pårørende.

I lejlighedens forskellige rum viser vi, hvordan hjælpemidler og moderne teknologi kan hjælpe dig til at leve et trygt og selvstændigt liv. Du opleve en bred vifte af produkter designet til at gøre det nemmere for dig at kunne klare hverdagens daglige gøremål selv og fremme din livskvalitet, lige fra vendesystemer og søvnfremmende vejrtrækningsteknologier i soveværelset til synshjælpemidler og erindringssystemer i stuen,

Køkkenet er udstyret med et væld af løsninger, der gør det nemmere at lave mad og spise, mens badeværelset har hjælpemidler og teknologier, der kan hjælpe dig til at klare den personlige hygiejne selv.

I Udstillingshuset har du mulighed for både at se og afprøve hjælpemidlerne og teknologierne, så du kan få en fornemmelse af, hvordan de kan hjælpe dig.

 

Randers Social- og Sundhedsskole
Minervavej 47
8960 Randers SØ

Bus nummer 1A kører forbi Randers Social- og Sundhedsskole, og der er masser af gratis parkeringspladser lige ved døren.

Åbent hver onsdag fra 10.00-16.00 eller efter aftale.

Mobil udstilling

For at kunne møde borgerne i lokalområderne, har Randers Kommune en mobil udstilling i en Tuk-tuk. Her viser vi mindre velfærdsteknologier og hjælpemidler. Tuk-tuken kan du blandt andet møde ved biblioteket, Storcentret, Sundhedshuset, bosteder og plejehjem. 

Leverandører

Vi søger leverandører, som har lyst til at udstille deres produkter i vores Udstillingshus. Ønsker din virksomhed at udstille et produkt, kontakt da en af enhedens medarbejdere.