Hjælp om natten
Nattevagterne i Randers Kommune tager sig af både planlagte og akutte opgaver inden for hjemmepleje.
Fra kl. 23.00 til kl. 07.00 kan borgere med behov for hjælp og sygepleje få besøg af udekørende nattevagter i Randers Kommune.
Hvis du er bevilget hjemmepleje, kan du få hjælp til planlagte opgaver om natten. Det kan være hjælp til natlige toiletbesøg, lejring i sengen eller sygepleje som f.eks. smertebehandling, kateterpleje og lignende.
Du kan kontakte nattevagterne ved behov for akut hjælp. Hvis du har nødkald, skal du blot trykke på din nødkaldsknap, hvorefter nattevagterne reagerer hurtigst muligt. Hvis du ikke har nødkald, kan du ringe på tlf. 89 15 88 33.
Du kan også kontakte nattevagterne, selvom du ikke er bevilget hjemmehjælp. Det kan du gøre i situationer, hvor du pludselig ikke kan klare dig; f.eks. hvis du falder eller har brug for hjælp til lægekontakt.
Nattevagterne samarbejder med regionens lægevagt, Falck og politiet, som også henviser borgere til hjemmeplejens nattevagter, hvis der er behov for det.
Medarbejderne i hjemmeplejens nattevagt er sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. De holder til på Kollektivhuset på Parkboulevarden tæt ved Randers centrum, og derfor kan der være ventetid på akutte henvendelser, der kræver kørsel til andre områder af kommunen.