Frivilligjob gav danskkundskaber og nye venskaber

Da Victoria Andronache flyttede fra Rumænien til Danmark banede et frivilligjob på Center Møllebo vejen for at lære både det danske sprog og sætte sig ind i dansk kultur.

Victoria hørte om et frivilligjob på Center Møllebo, der ligger tæt på, hvor hun bor. Derfor tog hun en snak med en af Randers Kommunes frivilligguider, Eva Frank, om mulighederne. Og kort efter blev Victoria frivillig tovholder for en kreativ damegruppe, hvor de maler, tegner og laver andre kreative projekter.

Da Victoria startede som frivillig, kunne hun kun ganske få ord på dansk og måtte ellers klare sig med lidt engelsk og Google Translate på telefonen. Derfor var frivilligguide, Eva Frank også med som sproglig støtte det første år, men nu står Victoria selv for gruppen.

Venskaber opstod

Deltagerne i dameklubben siger ofte, at de er stolte over Victorias store udvikling. Faktisk er relationen mellem Victoria og de andre kvinder blevet så god, at hun nu kalder dem sine venner.

"Vi griner altid sammen, og jeg glæder mig hver uge til at skulle afsted," fortæller Victoria Andronache, der selv har let til smil og latter.

"De betyder meget for mig, og jeg håber, at damerne vil blive i mit liv".

På samme måde siger de andre kvinder i gruppen: "Hvordan skal vi dog undvære dig?", når Victoria tager tilbage til Rumænien på lang sommerferie.

Drømmen er at arbejde med mennesker

Det har altid været vigtigt for Victoria at hjælpe andre, og hun har nu en drøm om at læse til social- og sundhedsassistent. Victoria fortæller smilende, at hun altid har haft et godt forhold til ældre mennesker, og at hun har nemt ved at tale med folk.

"Jeg slapper af og nyder samværet med de andre, når jeg er på Møllebo. Det føles slet ikke som et job. Derfor vil jeg også fortsætte som frivillig, selvom jeg starter på sosu-skolen," Victoria Andronache.

Frivilligjobbet betragter Victoria som en gave og udtrykker stor taknemmelighed for at have fået sådan en chance, som udover en stor sproglig udvikling har givet hende en forståelse for dansk kultur, danske traditioner og dansk mad. En af hendes levesætninger er: "Vi skal lære noget nyt hver dag". Så hun anbefaler kraftigt andre at kaste sig ud i et frivilligjob. Faktisk er hun i år også startet som frivillig på Randers Bibliotek, i Repair Caféen, hvor hun hjælper med at reparere fx tøj og tasker. Her får hun lært endnu flere, nye danske ord.