Fra H.C. Andersens eventyr til randrusiansk trapezstjerne
Knud Erik Pedersen på 85 år er pensioneret skolelærer og elsker litteratur. Den passion får beboerne på Tirsdalens Plejehjem stor glæde af hver eneste uge, hvor han møder op som frivillig og læser højt.
På de danske biblioteker er konceptet "Guidet fælleslæsning" blevet meget populært de senere år. Det er en metode udviklet til at dele læseoplevelser gennem live-læsning i mindre grupper, hvor læsningen varetages af en læseguide. På samme måde som bibliotekernes læseguider udvælger den pensionerede skolelærer og litteratur-elsker, Knud Erik Pedersen på 85 år, omhyggeligt de tekster, han læser højt hver uge på Tirsdalens Plejehjem.
Her er der typisk 5-8 beboere, der får stor glæde af hans passion, når han møder op som frivillig og læser højt. Det har han gjort siden 2015, og det planlægger han at blive ved med lang tid endnu. Knud Eriks repertoire spænder vidt, og beboerne kan ikke vente med at høre den næste historie. Han har valgt at starte hver gang med Søren Ryges ugentlige indlæg i Kristeligt Dagblad. Herefter læser han nogle kapitler i alt fra H.C. Andersens eventyr til Lise Nørgaards "Matador". For øjeblikket dykker læsegruppen ned i Aase Thomassens bog "La Norma" om den danske trapezstjerne, der er født og opvokset i Randers, og hendes vej til international succes. Valget af bøger tager udgangspunkt i genkendelighed og ønsket om at inspirere til gode samtaler.
Fællesskab gennem højtlæsning
Der er efterhånden en del forskning, der peger på, at man både lever længere og kan styrke sin mentale sundhed gennem skønlitteraturen. Højtlæsning skaber en følelse af fællesskab, fordi man sidder sammen og lytter. Undervejs i læsningen holder Knud Erik pauser, og det er i pauserne, samtalen starter. Knud Erik fortæller:
"Vi taler om alt fra gamle soldaterkammerater til forestående fødselsdage der skal fejres. I dag handlede det bl.a. om barndomsminder om hulebygning inspireret af Søren Ryges artikel om dét emne".
Snakken suppleres naturligvis med kaffe og kage, som en anden frivillig, Ketty Pedersen, hjælper til med. Hun dækker bord, skænker kaffe, serverer kage og sørger for oprydningen bagefter. På den måde skabes der sammen med læsningen en rigtig hyggestund for beboerne og de frivillige.
Det frivillige arbejde giver glæde til begge parter
Knud Erik anbefaler varmt sit frivillige arbejde til andre og fortæller, hvordan han hver gang kommer opmuntret hjem til sin hustru. Han udtaler:
"Jeg kan mærke, at beboerne har glæde af det, og det samme har jeg. Jeg giver noget af mig selv til andre, og så længe jeg kan, så vil jeg sgu blive ved med det".
På samme måde fortæller Ketty, at hun får energi af at komme afsted hver tirsdag og torsdag, hvor hun som frivillig hjælper til på Tirsdalen med kaffe og samvær.
"For mig er det den hyggelige snak, der gør hele forskellen", siger hun og fortsætter: "Beboerne siger ofte til mig, at en uge er alt for lang tid at vente på næste højtlæsning".